Hvis du sætter 10 kroner på, at de danske håndboldherrer vinder semifinalen over Slovenien i aften, så får du kun 11 kroner igen: Danmark er nemlig så tårnhøje favoritter til at vinde semifinalen, at Danske Spil kun giver odds 1,15 på en dansk sejr - og det er historisk lavt.
"Vi erindrer simpelthen ikke – og vi kan ikke se i systemerne - at vi før har været i nærheden af at sætte odds 1,15 på et dansk landshold i en semifinale ved en af de store turneringer," siger Jesper Jakobsen, som er oddssætter ved Danske Spil.
Ingen klaphat her
Han understreger dog, at det er med åbne øjne og en god portion faglighed, at danskernes favoritrolle er vurderet til at være så overvældende.
"Vi vurderer simpelthen, at det meget lave odds korrekt afspejler, hvor fuldstændig vanvittigt stærkt et hold, det er, når Simon Pytlick, Mathias Gidsel, Lukas Jørgensen, Mikkel Hansen og de andre går på banen i samlet flok. Det er jo nærmest en naturkraft, som Nicolaj Jacobsen sender på banen, når det for alvor gælder," siger han.
Og mod naturkræfter kæmper også slovenske håndboldspillere som regel forgæves. Dermed er der meget, der tyder på, at Danmarks håndboldherrer står i deres tredje OL-finale på stribe, når der på søndag klokken 13.30 skal spilles om olympiske guldmedaljer i Paris.
I den kamp venter enten Spanien eller Tyskland, som formentlig vil være i stand til at yde væsentlig mere modstand end Slovenien.