Tidligt i sit lange parløb med kræften valgte Ken, at den ikke skulle styre hans liv. En benhård vilje blev derfor et vigtigt værktøj for ham for at modvirke den afmagt, som dog stadig kan ramme ham.
Det er også derfor, han er så forholdsvist bramfri, når han mener, at man som enten kræftsyg eller pårørende kan vælge at ændre sin holdning til kræften- og hvor styrende den skal være for ens liv.
Nul selvmedlidenhed
Og viljen har Ken i den grad haft brug. Først i rollen som pårørende, da hans kone, Karen i 2001 fik konstateret brystkræft. Dér stod Ken i rollen som pårørende, hvilket lagde kimen til det ublu og for mange kontroversielle syn på det at være pårørende:
”Du må aldrig vise, at du er svag eller handlingslammet som pårørende. Det er enormt vigtigt for den syge at vide, at den pårørende er handlekraftig. Da min kone var syg, havde jeg hele tiden lagt en plan b, som kunne være 2. opinion, og plan c, hvis hun fik dødsdommen.”
Og det var især for børnenes skyld: ”Vi var en stærk familie, der blev voldsomt rystet. Børnene havde brug for en klippe i mig, og mange familier ville have bukket under, så det krævede stor vilje at komme igennem det.”
Men det ligger også en anden årsag til, at Ken ikke vil vise svaghed: ”Der er risiko for, at man bliver for selvmedlidende.”
Fik selv frygtede diagnose
Det skulle vise sig, at Ken også blev ramt af sygdommen selv. For halvandet år senere smagte han blod i munden og fik konstateret leverkræft med kun 5% chance for overlevelse. Børnene stod derfor i en sorgproces med udsigt til tab af en far, og som han siger: ”At miste mor er en katastrofe, og det ville blive rigtig grimt også at miste sin far.”
I starten skjulte han derfor også sygdommen for sine børn. Til sidst kunne han dog ikke længere holde det hemmeligt, og han måtte sige det til dem.
Derefter fulgte resten af kræftforløb på 23 år. Og i starten af forløbet, både som pårørende og senere som kræftramt, blev han tilbudt at komme med i diverse patientforeninger og psykologer. Det valgte Ken Leschley dog hurtigt fra:
”Et kræftforløb er opslidende, og der findes et væld af pårørendegrupper, og Kræftens bekæmpelse har gratis psykolog, men så skal du ind i et forløb, hvor du skal tale om din barndom. Men jeg ville ikke sidde ved en psykolog og tale om sygdom, for så ville jeg opleve en syg verden med min kone og en syg verden sammen med resten af min familie,” og han tilføjer: ”Jeg havde brug for noget helt andet, noget, som intet havde at gøre med kræft - nogle parallelle verdener: løb, tennis, kitesurfing, sejlads og svæveflyvning. Alt det, der giver livskvalitet og energi til de næste otte timer.”
Alligevel er der en fortrydelse at spore: ”Jeg fortryder, at jeg ikke betroede det til en ven eller et familiemedlem. Det er altid godt at høre en andens mening. Jeg havde brug for at vende det dengang.”
Fortrøstningsfuld i dag
Ken Leschley var en af de 5%, der overlevede kræften men undervejs mistede han sin far. Og det i den grad præget ham den dag i dag. De 23 års kræftforløb har ødelagt hans søskendeforhold, fortæller Ken. Til alle familiebegivenheder skulle de tale om farens kræft, Ken Leschleys kræft, eller den svigerinde, der også fik kræft.
Han går stadig til kontrol stadig ved lægen hver tredje måned, og som han siger: ”Det vænner man sig aldrig til, man kan aldrig ligge det bag sig og komme ud af den verden. I 2024 har jeg en dato til den helt store undersøgelse. Min tilværelse er grundlæggende usikker.”
Og hvis du er ramt af kræft, er pårørende eller måske er interesseret i at høre mere om, hvordan han er kommet igennem 23 år med kræft, så forudbestil ”Forbandet alene - 23 år i kræftens skygge” på Saxo, Tales og Gucca.
