Kronprinsesse Mary med optimistisk syn på fremtiden

Royalt

12/01/2023

H.K.H. Kronprinsessen overrakte legater til tre modtagere, da Hjerteforeningen onsdag afholdt sin årlige legatuddeling på Hotel d'Angleterre i København. Fra venstre er det Christian Hassager, formand for Hjerteforeningen, H.K.H. Kronprinsessen, Susanne Schmidt Pedersen, legatmodtager, Charlotte Demant Klinker, legatmodtager, Kasper Iversen, legatmodtager, og Anne Kaltoft, adm. direktør i Hjerteforeningen. Foto: Jacob Kjerumgaard
H.K.H. Kronprinsessen overrakte legater til tre modtagere, da Hjerteforeningen onsdag afholdt sin årlige legatuddeling på Hotel d'Angleterre i København. Fra venstre er det Christian Hassager, formand for Hjerteforeningen, H.K.H. Kronprinsessen, Susanne Schmidt Pedersen, legatmodtager, Charlotte Demant Klinker, legatmodtager, Kasper Iversen, legatmodtager, og Anne Kaltoft, adm. direktør i Hjerteforeningen. Foto: Jacob Kjerumgaard

Skrevet af Redaktionen

Hendes Kongelige Højhed Kronprinsessen stod for uddelingen af forskningslegater, da Hjerteforeningens årlige legatuddeling i dag fandt sted

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Hjerte­for­ening­ens protektor, Hendes Kongelige Højhed Kronprinsessen, stod for uddelingen af Hjerteforeningens og Børnehjertefondens forskningslegater, da den årlige legatuddeling i dag fandt sted på Hotel d’Angleterre i hjertet af København.

I sin tale ved legatuddelingen sagde Kronprinsessen blandt andet:

"Jeg går altid herfra med ny, spændende viden og et optimistisk syn på fremtiden i kampen mod hjertesygdom i Danmark. Og igen i dag har jeg fået bekræftet, at vi har noget særligt herhjemme – noget, vi skal værne om, og noget, vi skal udvikle. Vi har nemlig et exceptionelt dygtigt forskermiljø. Et miljø, der hvert eneste år rykker grænserne for, hvad vi troede muligt."

Hjerteforeningens adm. direktør, Anne Kaltoft, glædede sig over den store opbakning fra danskerne til hjertesagen. Opbakningen muliggør støtten til forskningen:

"Jeg er rigtig glad for den støtte, som danskerne udviser over for hjertesagen. Det er helt uvurderligt i kampen for at redde liv. Bidragene muliggør nemlig støtten til den forskning på hjerteområdet, som er så vigtig i forhold til at få nedbragt antallet af ramte med hjerte-kar-sygdom og i forhold til udviklingen af nye behandlingsformer, så hjertepatienter og deres pårørende kan få et bedre liv."

Siden starten i 1962 har Hjerteforeningen uddelt over 800 millioner kroner til hjerteforskningen herhjemme.

De tre legatmodtagere ved dagens uddeling var:

  • Kasper Iversen, professor ved Herlev Hospital, der modtager 3.283.000 kroner fra Hjerteforeningen til projektet ”Underdiagnosticeres kvinder for blodprop i hjertet?”.

  • Charlotte Demant Klinker, seniorforsker ved Steno Diabetes Center Copenhagen, der modtager 4.500.000 kroner fra Hjerteforeningen til projektet ”Fremme af fysisk aktivitet blandt unge på Forberedende Grunduddannelse (FGU)”.

  • Susanne Schmidt Pedersen, professor ved Syddansk Universitet, der modtager 3.021.000 kroner fra Snedkermester Sophus Jacobsen og Hustru Astrid Jacobsens Fond til projektet ”Forebyggelse af depression hos patienter med atrieflimren – et skræddersyet tilbud”.

Remmen Fonden havde venligst stillet Palmehaven på Hotel d’Angleterre til rådighed for Hjerteforeningens og Børnehjertefondens legatuddeling.