Folkelig hyldest: Her kan aarhusianerne fejre Dronningen

Royalt

24/05/2022

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skrevet af Redaktionen

I forbindelse med Hendes Majestæt Dronningens sommertogt i Aarhus fredag og lørdag den 3. og 4. juni bliver der rig mulighed for at se og fejre Dronningen undervejs. Programmet byder på både to karetture, Dronningen på balkonen ved rådhuset, en fejring i byparken i Gellerup og en stor folkefest om lørdagen i Mindeparken.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Efter Dronningen er ankommet med Kongeskibet Dannebrog fredag den 3. juni kl. 10.00 og er blevet modtaget af blandt andre borgmester Jacob Bundsgaard, fortsætter fredagens program med en karettur gennem Aarhus midtby, heriblandt Strøget.

Karetturen begynder kl. 10.30, og kareten eskorteres af Gardehusarregimentets Hesteskadron, og tilskuerne langs ruten kan glæde sig til et spektakulært syn med flere end 50 flotte heste i eskorten.

Borgmester Jacob Bundsgaard glæder sig til, at byen byder Dronningen velkommen:

”Det er altid et flot og festligt syn, når borgerne vinker og møder Dronningen med flag og smil. Jeg håber på, at rigtigt mange aarhusianere og byens gæster vil stå langs karetruten, foran rådhuset eller et af de andre steder, hvor man kan fejre Dronningen. Lad os fejre vores Dronning i anledning af hendes 50-års regeringsjubilæum og give hende en uforglemmelig dag i Smilets By,” siger Jacob Bundsgaard.

Når Dronningen ankommer til byens ikoniske rådhus kl. 10.45, kan de mange fremmødte glæde sig til at se Majestæten på balkonen. Herefter deltager Dronningen i en frokost i Rådhushallen sammen med inviterede gæster.

Besøg i byparken og folkefest i Mindeparken

Lørdag den 4. juni byder formiddagsprogrammet blandt andet på et besøg i Gellerup. Kl. 11.30 besøger Dronningen byparken og kan se frem til at hilse på Bydelsmødre, som fortæller om deres arbejde under corona-pandemien. Derudover er der ekvilibristisk underholdning fra Cirkus Tværs og en fremførelse af Gellerupsangen af lokale musikere.

Dronningen køres kl. 13.00 i karet fra Tangkrogen ud til Mindeparken, hvor der venter en kæmpe folkefest med koncerter, madboder og zoner med forskellige temaer. Folkefesten er gratis at deltage i og begynder allerede kl. 12.00, og slutter kl. 17.00.

Dronningen og resten af det fremmødte publikum i Mindeparken kan blandt andet glæde sig til en fantastisk koncertoplevelse med et stort børnekor i samarbejde med Sangkraft Aarhus og Aarhus Jazz Orchestra. Koret synger blandt andet den nykomponerede børnesang 'Solens Sang', som er skrevet i anledning af Music City Aarhus 2022 af sanger og komponist Katrine Stochholm.

Mindeparken vil på dagen være opdelt i forskellige zoner, der giver spændende eksempler på byens unge talenter. I løbet af eftermiddagen møder Dronningen således lysende talenter inden for gastronomi, sport, design og fashion, børnekultur (heriblandt musik og billedkunst) samt håndværk.

Festen i Mindeparken slutter med en herlig koncertoplevelse med Koncert med Teitur feat. Tina Dickow & Andrea Pellegrini.

Som der er tradition for ved sommertogter afsluttes besøget i Aarhus med et arrangement for inviterede på Kongeskibet Dannebrog, som Dronningen er vært for.

Ved afsejling om aftenen kl. 21.30 vil der desuden være et offentligt arrangement på havneområdet, hvor de fremmødte kan vinke og flage Kongeskibet Dannebrog på vej.