Klar til svipturen udenlands? 4 gode råd til at undgå en ubehagelig overraskelse

Rejse

07/05/2024

Arkivfoto: GF Forsikring
Arkivfoto: GF Forsikring

Skrevet af J. Bøgen

Med flere skæve helligdage på vej, er det i den grad højsæson for forlængede weekendrejser.

Kr. Himmelfart og Pinsen står for døren, og de ekstra forårsfridage bruger danskerne flittigt på at sætte lidt ekstra ind på oplevelseskontoen.

Det er højsæson for svipture og forlængede weekender uden for landets grænser - men den hyggelige weekendvisit kan hurtigt blive en ærgerligt et af slagsen, advarer GF Forsikring.

"Når vi rejser ud over landets grænser, så skal man være opmærksom på, at der er tale om en rejse i forsikringsteknisk forstand, uanset om det drejer sig om en forlænget weekend i Harzen eller en ferierejse, der strækker sig over længere tid. Med en rejseforsikring er man dækket, hvis man fx bliver så dårlig, at man får brug for hjemtransport. Det kan nemlig blive rigtig dyrt uden en rejseforsikring," forklarer direktør for Skadehjælp hos GF Forsikring, Martin Rundager.

Husk rejseforsikringen til weekendturen

Mens vi typisk er opmærksomme på, at fx en sommerferierejse kræver en rejseforsikring, så står rejseforsikringen ofte ikke øverst på huskelisten til den mere spontant planlagte sviptur, fortæller Martin Rundager:

"Mange udnytter forårets fridage til en spontan forlænget weekend, og her er det mindst lige så vigtigt at tjekke, om man er rigtig dækket, hvis uheldet skulle være ude," siger han.  

Direktøren peger på, at man i yderste konsekvens kan have gavn af rejseforsikringen, selv i forbindelse med en shoppingtur over grænsen eller på en endagstur med fx færgen fra Gedser til Rostock.

"Er man så uheldig, at bliver syg eller kommer til skade og ikke kan komme hjem igen, kan man komme til at hænge på hjemtransporten," siger Martin Rundager.

Husk det blå EU-sygesikringskort

De blå EU-sygesikringskort sørger dog for, at du i et EU-land får behandling sidestillet med borgerne i det pågældende land. Derfor råder Martin Rundager til, at man får tjekket, om det blå EU-sygesikringskort skal fornyes inden turen.

"Det blå EU-sygesikringskort er vigtigt at huske at have med, selv hvis man bare skal over grænsen og handle ind til konfirmationen. Skulle man være uheldig og brække benet på parkeringspladsen syd for grænsen, dækker kortet behandling på et offentligt hospital i Tyskland," siger han.

Han peger samtidig på at man også skal være opmærksom på at have en rejseforsikring ved ophold i et feriehus i Danmark, når opholdet er mere end tre døgn.

Det kan dække erstatningsferie ved indlæggelse i mere end halvdelen af ferien. 

GF Forsikrings fire tips til rejser og forsikring

  • Tjek altid om din rejseforsikring dækker din destination – herunder ferierejser i Danmark. Oftest skal din rejseforsikring tilpasses til enten Europa eller resten af verden.

  • Tjek om din rejseforsikring dækker fx skisport eller anden farlig sport, hvis det er relevant.

  • Tag stilling til, om rejseforsikringen skal indeholde afbestilling, hvis dækningen ikke er standard.

  • Husk altid det blå EU-sygesikringskort ved ferier i EU. Det sidestiller dig med borgerne i det land, du opholder dig i.