Om nogle uger går mange danskere på juleferie. En juleferie kunne godt betyde en rejse til udlandet, men hvad har danskerne egentlig planlagt i år?
Svaret er, at størstedelen af danskerne skal fejre jul og nytår indenfor landets grænser, viser en kundeundersøgelse fra Europæiske ERV.
Her er der nemlig 81 procent af de adspurgte, som har svaret, at de bliver hjemme, mens 19 procent skal ud at rejse.
Spanien og Thailand er de mest populære destinationer
Blandt de danskere som har booket en rejse til udlandet, er der flest, der skal holde juleferien under varmere himmelstrøg.
Her er det nemlig Spanien og Thailand, som er de mest populære destinationer blandt de adspurgte i kundeundersøgelsen fra Europæiske ERV.
Herefter er det Tyskland, som flere danskere planlægger deres jule- eller nytårsrejse til.
"Der er flere danskere, der foretrækker sydens sol, når det begynder at blive køligere i Danmark. Det er derfor ikke overraskende, at Spanien og Thailand er populære vinterdestinationer. De Kanariske Øer har en helt særlig plads i hjertet af de danske rejsende, men flere og flere har egen bolig på det spanske fastland, som de rejser til om vinteren. Langdistance destinationer er steget i interesse og især Asien, efter det sidste fald af restriktioner sidste vinter, og her er Thailand en meget populær destination blandt danskere," siger Peter Steen Olsen, økonomidirektør og talsmand for Europæiske ERV.
Oplevelsesrejser og charterrejser
Når danskerne rejser i efteråret eller vinteren 2023, er det ikke én bestemt rejsetype, der vinder mest frem. Her er der et tæt kapløb mellem charterrejsen og oplevelsesrejsen, som flest af danskerne ser mest frem til at tage på.
Her er der 30 procent, der glæder sig til charterrejsen, mens 31 procent ser frem til en oplevelsesrejse.
Dog er der hele 19 procent af danskerne, der er spændt på en storbyferie, viser kundeundersøgelsen fra Europæiske ERV.
"Efter pandemien har mange danske rejsende besøgt venner og familie, men også Sydeuropa til sol, sand og strand, som charterferier ofte byder på. Danskerne vil nu gerne rejse længere væk og opleve mere igen. Alligevel er charterrejser meget populært, og mange vælger stadig De Kanariske Øer," fortsætter Peter Steen Olsen.
Her er resultatlisten
Undersøgelsen består af mere end 585 besvarelser indsamlet fra slut september til start oktober 2023.
Top-5-liste over destinationer til udlandet mellem jul og nytår
Spanien
Thailand
Tyskland
Storbritannien
Sverige