Vil koste 300.000 kroner i gennemsnit: Forslag fra S-politiker vil ramme 400.000 danske boligejere

Politik

06/06/2024

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skrevet af J. Bøgen

Der er særligt nogle områder af landet, der vil kunne mærke det, hvis forslaget bliver til virkelighed.

Hvis det skulle være gået din næse forbi, så er der valg på søndag.

Det er imidlertid hverken til Folketinget, regionerne eller byrådet i din kommune - det er valg til Europa Parlamentet.

Og her få dage inden, danskerne skal sætte krydset, kommer der nu et opsigtsvækkende forslag fra Socialdemokratiets, Niels Fuglsang. Et forslag, der potentielt kan få stor betydning for økonomien hos flere hundrede tusinde boligejere.

Fuglsang, der er nummer to på Socialdemokratiets liste til valget, foreslår nemlig, at alle boligejere skal sørge for, at deres bolig er mindst energimærke E inden 2035.

Han har været hovedforfatter på et EU-direktiv om energieffektivitet, og han mener, at det er på tide, at udfase de laveste energiklasser i både økonomiens og klimaets navn.

"Vi bør stille nogle krav om, at de laveste energiklasser F og G skal udfases. Det koster mange penge for de boligejere, der sidder i sådan nogle boliger, der ikke er isoleret, og hvor varmen forsvinder ud af vinduerne, når de hvert år skal betale for den energiregning," siger han til DR.

Over kvart million i snit

Ifølge professor på Institut for Byggeri, By og Miljø på Aalborg Universitet, Per Heiselberg, der også er medlem Klimarådet, er der i skrivende stund omkring 400.000 enfamiliehuse i Danmark, der ikke har minimum energimærke E.

En beregning fra Aalborg Universitet, der blev lavet i 2021, har desuden vist, at det i gennemsnit vil koste disse boligejere 300.000 kroner i form af energiforbedringer, hvis man skal løfte sin bolig fra energimærke G eller F og op til E.

Det er særligt udskiftning af varmeforsyningen i de boliger, hvor der er olie- geller gasfyr, ligesom også renovering af facader, efterisolering af tage og nye vinduer, der er en del af den ventede udgift.

Vil ramme hårdt regionalt

Ligesom med stort set alle andre politiske forslag, vil Fuglsangs forslag ramme markant hårdere end andre steder, når man ser på Danmarks sammensætning.

Relativt set er der nemlig nogle områder, der har flere bygninger med energimærke G og F end andre.

Per Heiselberg peger her på områder som Nordsjælland, Lolland, Falster og Langeland, hvor flest vil blive ramt.

Det overordnede mål er, ifølge Niels Fuglsang, er at der i 2050 skal indføres et bindende krav for boligejere om, at deres hjem skal være helt klimaneutralt. Faktisk vil Fuglsang have det skrevet ind i EU's bygningsdirektiv, når det skal revideres om et par år.