For 10 måneder siden blev den tidligere formand for Radikale Venstre Sofie Carsten Nielsen projektansat i Dansk Industri (DI). Hun blev med penge fra Novo Nordisk Fonden leder af et projekt, der skal samle erhvervsorganisationer i EU om indsatsen for bedre forhold for biosolutions-virksomheder.
Det er gået rigtig godt. Og Sofie Carsten Nielsen bliver i disse dage udnævnt til underdirektør i en fast stilling. DI styrker samtidig bio-indsatsen med flere ressourcer.
"Sofie Carsten Nielsen har gjort et fremragende stykke arbejde med at samle EU's erhvervsorganisationer til kamp for bedre forhold for biosolutions-branchen. Syv lande har tilknyttet sig arbejdet allerede – det er en kæmpe præstation. Biosolutions har potentiale til at få enorm grøn og økonomisk betydning i fremtiden. Derfor er hendes arbejde så vigtigt. Med underdirektør-udnævnelsen har DI tilknyttet en fantastisk arbejdskraft," siger vicedirektør i DI Henriette Søltoft.
Vil arbejde for bedre forhold
Danske virksomheder er verdensførende inden for biosolutions. Problemet i dag er, at EU-regler er blevet en obstruktion for, at danske og andre EU-virksomheder kan bevare og udvide positionen som globale storspillere på bio-området.
Især de meget lange godkendelsesprocedurer og stramme restriktioner på nye genteknologier er problematisk for virksomhederne og den grønne omstilling.
Sofie Carsten Nielsen er derfor tilfreds med at kunne fortsætte sit internationale arbejde med en ny titel.
"Jeg er virkelig glad for udnævnelsen," siger den nye underdirektør i DI Sofie Carsten Nielsen.
"Biosolutions-branchen er en af de vigtigste for den grønne omstilling, og da Danmarks biosolutions-virksomheder samtidig har en førerposition, så er bedre forhold for branchen af største vigtighed."
"Det giver meget mening for mig at skabe bedre forhold for biosolutions. Så jeg glæder mig over, at vi i DI nu giver biosolutions sektoren en endnu stærkere stemme både i Danmark og EU. Der er så meget at vinde ved at arbejde på tværs, og det er nu, at der skal arbejdes på alle planer for at gribe de løsninger, som biosolutionsvirksomhederne udvikler. Vi skal have bio-løsningerne i spil i Europa. Vi er i Danmark og i DI unikt placeret til at lede den indsats," siger Sofie Carsten Nielsen.
Biosolutions dækker over løsninger, der udnytter naturens egne mikroorganismer – såsom enzymer, bakterier, gærceller og naturlig plantebeskyttelse – igennem fermentering og bioraffinering. Potentialet er enormt.
Eksempelvis vurderer en nylig rapport fra Copenhagen Economics mulighed for globale CO2-reduktioner fra allerede eksisterende biosolutions på 4.300 mio. tons i 2030.
Det svarer til otte procent af verdens samlede udledninger.