Nu skal de have lov: Regeringen vil ændre i lukkeloven

Politik

22/10/2024

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skrevet af J. Bøgen

Det skal skabe mere handelsliv i Danmarks mindre byer, sikre flere arbejdspladser, styrke den lokale turisme og skabe stærkere lokalsamfund.

Moderniseringen af lukkeloven gør samtidigt op med en uhensigtsmæssig praksis. I et konkret eksempel stødte en by på lukkelovens begrænsninger, da den i forbindelse med en lokal tyrolerfest i pinsen ønskede at have åbne butikker.

Med de nuværende regler må butikker nemlig ikke holde åbent under årlige arrangementer, medmindre at arrangementerne er af officiel karakter, og kommunerne har fået tilladelse til, at butikker må holde åbent.

I det konkrete eksempel måtte borgmesteren holde en tale ved åbningen af arrangementet, for at byfesten kunne få officiel karakter, så de lokale butikker kunne holde åbent under den lokale byfest. Den slags bøvl og bureaukrati vil regeringen nu gøre op med.

Kommer de mindre byer til gode

Erhvervsminister Morten Bødskov (S) siger om forslaget:

”Mange af os, der enten er vokset op i eller nu bor i Danmarks små byer og mindre lokalsamfund kender det: Lukker købmanden, bageren eller skobutikken mister lokalsamfundet livsnerve og arbejdspladser. Det skal vi undgå. Derfor vil regeringen give vores lokalsamfund bedre mulighed for at udvikle et handelsliv, der kan skabe liv, flere arbejdspladser og styrke turismen i mindre byer og lokalsamfund.”

Med moderniseringen af lukkeloven vil regeringen give butikker i byer med et indbyggertal på under 15.000 mulighed for at holde åbent på årets lukkedage.

Samtidig vil regeringen fjerne kravet om, at kommuner skal indhente en ny tilladelse hvert år, samt at det skal dokumenteres, at der er tale om et arrangement af officiel karakter, for at butikker kan få lov til holde åbent.