Morten Messerschmidt sigtet for racisme - i sag han allerede er dømt i

Politik

08/10/2024

Foto: News Oresund, CC BY 2.0 <https://creativecommons.org/licenses/by/2.0>, via Wikimedia Commons
Foto: News Oresund, CC BY 2.0 <https://creativecommons.org/licenses/by/2.0>, via Wikimedia Commons

Skrevet af J. Bøgen

I 2002 blev Morten Messerschmidt dømt for racisme.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Det skete i forbindelse med, at 4 medlemmer af Dansk Folkepartis Ungdoms hovedbestyrelse blev idømt 7 dages betinget fængsel for at have indrykket en annonce med et billede af tre hætteklædte, blodplettede mænd med koranen i hånden. Året efter blev dommen stadfæstet og straffen skærpet til 14 dages betinget fængsel i landsretten.

Udover billedet kunne man også læse følgende tekst: "Massevoldtægter, grov vold, utryghed, tvangsægteskaber, kvindeundertrykkelse, bandekriminalitet. Det er, hvad et multietnisk samfund tilbyder os."

Domstolene fandt dengang annoncen "groft forhånende og nedværdigende overfor personer af muslimsk observans".

Det er altså 22 år siden, Messerschmidt blev dømt for racisme på baggrund af den annonce - og nu er han faktisk sigtet for mere eller mindre præcist det samme igen.

Delte efter Hamas-angreb

D. 10. oktober 2023, altså tre dage efter Hamas' terrorangreb på Israel, delte politikeren nemlig det selvsamme opslag på det sociale medie X, denne gang ledsaget af teksten:

"Jeg fik i 2002 dom for at påstå det indlysende... I dag kan alle vist se, vi havde ret."

Overfor TV 2 bekræfter Morten Messerschmidt, at han er blevet sigtet, og han mener, at der er tale om et anslag mod ytringsfriheden.

"Det er klart, at politiet jo agerer efter den politiske linje, som regeringen anlægger. De har jo også bemærket, hvordan ytringsfriheden bliver indskrænket med koranloven og andre initiativer," siger Morten Messerschmidt til TV 2 og sender dermed en svada mod regeringen.

Han mener desuden, der er forskel på at dele annoncen og at stå bag produktionen af annoncen. Det var det sidste, han blev dømt for i 2002.

I Morten Messerschmidts øjne er delingen af opslaget nemlig i stedet at "citere" den tidligere dom - og det mener han ikke, han kan dømmes for igen.

Du kan se opslaget på Morten Messerschmidts X-profil lige her.