1 mia. kr. ekstra i ny ældrereform: Det skal pengene bruges på

Politik

30/01/2024

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skrevet af J. Bøgen

Der skal blandt andet oprettes en helt ny type plejehjem.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Fremover skal de ældre modtage en mere værdig, nærværende og fleksibel pleje, der imødekommer netop deres behov og ønsker. Og medarbejderne skal vises en tillid, som giver rum til at bruge deres faglige dømmekraft og kendskab til den ældre.

Regeringen foreslår derfor en reform af ældreplejen med helhedspleje som det bærende princip. Det betyder, at den ældre skal kunne bestemme mere selv. Og det skal i højere grad end i dag være en fast gruppe af medarbejdere, der kommer i den ældres hjem.

Det skriver Social- Bolig- og Ældreministeriet i en pressemeddelelse.

3 bærende værdier

Helhedsplejen skal være omdrejningspunktet for en ny kort og præcis ældrelov med fokus på tre bærende værdier: Selvbestemmelse for den ældre. Tillid til medarbejdere og ledelse. Og et tæt samspil med de pårørende, lokale fællesskaber og civilsamfundet.

Der afsættes samtidig flere penge til ældreområdet. Regeringen afsætter 1 mia. kr. ekstra om året til at løfte kvaliteten, plejen og omsorgen.

Det foreslås også at skabe mulighed for en helt ny type lokalplejehjem med større frihed, lokal forankring og plads til ledelse.

Regeringen vil desuden udvide og styrke det frie valg og valgmuligheder – for det vigtige er ikke, om det er en privat eller en offentlig leverandør.

Stor, central problematik

Hos Danmarks tredjestørste fagforbund, FOA, hvor størstedelen af medlemmerne er ansat i det offentlige, er der anerkendende nik til regeringens udspil.

"Forslaget rykker beslutningerne tættere på den enkelte borger og den enkelte medarbejder, blandt andet gennem mindre selvstændige, tværfaglige teams, visitation tættere på borgeren, mindre tilsyn og en række andre gode og perspektivrige elementer. Så vi er glade for, at den nu endelig er kommet," siger FOAs formand Mona Striib.

Til gengæld har hun svært ved at se behovet for at indføre en helt ny type plejehjem. De såkaldte lokalplejehjem med lokale bestyrelser.

Vi synes ideen med at skabe større frihedsgrader for det enkelte plejehjem er god, og det er en god ide at give lov til tilkøbsydelser, hvis man undgår, at det skaber et a og b hold blandt borgerne, men jeg kan ikke se, hvordan det skaber mindre bureaukrati at begynde at opfinde nye kategorier af institutioner med nye ledelser. Det rejser også en række spørgsmål om overenskomstforhold, og hvordan vi sikrer de rigtige kompetencer på plejehjemmene," lyder vurderingen fra formanden.