Forår betyder årsopgørelse, og Skattestyrelsen har meldt ud, at der i år bliver åbnet for årsopgørelsen 2024 d. 24. marts.
Men hvis du er ekstraordinært utålmodig efter at finde ud af, om du får penge tilbage, eller skal forholde dig til et skattesmæk, har du faktisk muligheden for at få et smugkig allerede nu.
Appen Skatteguiden, der er kendt fra DR-programmet "Løvens Hule" skriver nemlig i en pressemeddelelse, at de nu har åbnet for funktionen "tidlig årsopgørelse", så brugerne kan få et indtryk af, hvad har i vente.
Et estimat
Det er vigtigt at understrege, at Skatteguidens "tidlige årsopgørelse" er et estimat, og det understreger selsklabet også selv.
Den tager udgangspunkt i brugerens skatteinformationer, når den laver udregningen, og sidste år var der mere end 400.000 danskere, der benyttede sig af den mulighed.
Appen giver brugerne forslag til forskellige fradrag, man skal sikre sig, man har skrevet rigtigt på sin skatteopgørelse, og på den måde skal det hjælpe den enkelte til at få en mere præcis skatteudregning og sikre, at man får de fradrag, man har krav på.
Du kan læse mere om Skatteguiden og se, hvordan man gør, på selskabets hjemmeside her.