I forbindelse med sidste vinters vanvittige energipriser, var markedet blandt elselskaber rødglødende. Det blev en drabelig kamp om danskernes gunst, og der blev skiftet leverandører på kryds og tværs.
Når man skifter elselskab, skal ens gamle selskab ifølge loven automatisk tilbagebetale de penge, du har til gode (f.eks. hvis du har betalt aconto). Det er imidlertid ikke alle selskaber, der lige "husker" at gøre dette.
Derfor giver det god mening lige at tjekke ind hos sit tidligere elselskab, hvis man har skiftet selskab inden for de sidste 10 år - denne type gæld har nemlig en forældelsesfrist på netop 10 år, så selv hvis det er flere år siden, du skiftede, kan det være, der ligger flere tusinde kroner og venter på dig.
Sådan gør du
Tjek om du kan logge ind på selvbetjeningen hos dit tidligere elselskab. Led efter en slutopgørelse.
Tjek dine kontoudtog eller betalingsservice omkring det tidspunkt, du skiftede elselskab. Har selskabet automatisk udbetalt dit tilgodehavende, vil du typisk have fået det senest 6 uger efter, du skiftede.
Kontakt dit tidligere elselskab, gerne skriftligt, så du har dokumentation for henvendelsen. Det kan være en hjælp, hvis du kan give dem dit tidligere kundenummer eller lignende dokumentation for, at du har været kunde.
Hvis du ikke får svar på din henvendelse til elselskabet: Ryk dem og skriv, at hvis du ikke har fået svar inden fx 14 dage, vil du klage til Klagenævnet på Energiområdet. Hvis du ikke får svar inden for fristen, kan du klage til Ankenævnet på Energiområdet. Det koster 160 kr., som du får igen, hvis nævnet giver dig medhold.
Kilde: taenk.dk, Faglige Seniorer