Men når du forlader arbejdsmarkedet får du også masser af ekstra tid på hånden - og det kan du bruge produktivt, for eksempel ved at spare på dine madindkøb.
Nuvel, dine indkøbsture tager ikke nødvendigvis længere tid end førhen, men med den ekstra tid, du har fået, når du har forladt arbejdsmarkedet, kan du bruge til at undersøge, planlægge, og i sidste ende spare penge.
Gå på tilbudsjagt i aviser
Først skal du have styr på de indkøbsmuligheder, du har i nærheden af din bolig. Når du har fået et overblik over det, bruger du den viden til at udvælge tilbudsaviser.
Nogle gange kan der nemlig være betragtelige summer at spare ved at gå nogle få hundrede meter ned ad gaden til en anden dagligvarebutik, men det kræver, at du ved, hvad der er på tilbud, hvis du skal udnytte det.
Gå tilbudsaviserne igennem og markér de produkter, der er på tilbud, som du kunne finde på at købe (husk at skrive dagligvarebutik ud for hvert enkelt produkt, så du ved, hvor produktet er på tilbud).
Når du har lavet listen, kan du så gå den kritisk igennem for at se, hvor mange af produkterne du faktisk har brug for/lyst til.
Brug din fryser
Rigtig mange fødevarer kan fryses ned, så når noget, du bruger meget, er på tilbud, gælder det bare om at få købt ind, så du har nok af netop den ting, indtil det kommer på tilbud igen.
Hvis du ikke har verdens største fryser kan det være oplagt at gå indholdet igennem for at se, om der er noget, du har haft liggende i månedsvis uden at få brugt - så kan du jo passende bruge det til aftensmaden samme dag, så du kan få plads i fryseren til alle dine hjembragte tilbudsvarer.
Gå efter madspild
Stort set alle dagligvarekæder sætter prisen ned på fødevarer, der er ved at nå sidste salgsdato. Det kan du bruge til din fordel.
Gå stille og roligt rundt i butikken og se, hvad du falder over af madspilds-tilbud. Vær opmærksom på, om det er noget, du kan fryse ned, eller om det er noget, der skal bruges samme dag.
Organisér køleskab og fryser
Det kan være svært at holde overblikket over, hvornår diverse produkter er blevet åbnet, og pludselig står du måske med en creme fraiche, der er halvt fuld, men som er blevet for gammel, så du må smide den ud - spild af penge!
Tag dig tid til at gå både køleskab og fryser igennem og sæt klistermærker med datoer for åbning på de forskellige produkter. På den måde kan du hurtigt finde ud af, om noget er ved at blive for gammelt, så du skal nå at bruge det, inden du må smide det ud.
Gør det evt. til en morgenlig vane at tage et kig i køleskabet for at se, om der er noget, du skal nå at bruge til aftensmaden i aften - og så kan du jo passende bruge det første råd og se, om netop det produkt er på tilbud denne uge!