Du holder forkert på dit glas: Det ødelægger smagen, advarer vinekspert

Mad og drikke

08/03/2024

Foto: Pexels @Pixabay
Foto: Pexels @Pixabay

Skrevet af Katrine Lykke

En professionel sommelier forklarer, hvordan du skal holde korrekt på dit vinglas for at opnå den optimale smagsoplevelse.

Når det kommer til at nyde et godt glas vin, tænker mange af os ikke meget over, hvordan vi holder på glasset. Særligt ikke hvis vinen nydes i afslappede rammer i hjemmet, hvor det måske kun er vores partner, der kan se os.

Men den måde, du holder et vinglas på, handler om langt mere end at se elegant ud. Faktisk kan det at holde dit glas på den forkerte måde påvirke både druens unikke smag og vinens temperatur, hvilket kan ødelægge din smagsoplevelse.

Det fortæller sommelier Anna-Christina Cabrales, der råder vinelskere til ikke at begå den alt for almindelige fejl; nemlig at gribe ud efter vinglasset, som om det var et krus te eller varm chokolade.

Det skriver Mirror, og her oplistes også særligt to gode grunde til, at du bør lære at holde dit vinglas korrekt.

Bevar vinens temperatur

Alle mennesker afgiver varme gennem deres hænder og særligt håndfladerne.

Det betyder, at det er bedst at undgå for meget hudkontakt med dit vinglas, så du ikke påvirker temperaturen.

Den har nemlig afgørende betydning for, at du kan nyde vinens unikke smagsprofil.

Undgå fedtfingre på glasset

Fedtede fingre på et vinglas er ikke særlig dekorativt. Det er ifølge Cabrales endnu en grund til, at du skal lære at holde korrekt på de smukke glas.  

"Du ønsker ikke, at olier eller fødevarer skal ende på dit vinglas. Det vil ændre din opfattelse af vinen, fordi du også vil opfange disse aromaer."

Sådan holder du korrekt på vinglasset

Den første metode går ud på at holde dit glas ved bunden af ​​stilken mellem din tommel- og pegefinger, mens du hviler dine andre fingre langs glassets bund.

Ifølge Cabrales kan du også blot holde ved bunden af glasset med din tommel- og pegefinger. Det vigtigste er, at du ikke rører ved selve det runde glas, der er i direkte kontakt med vinen.

Prøv selv metoderne af og find den, der fungerer bedst for dig.