Billige alternativer til fedtstof i madlavningen - og hvordan du bruger dem

Mad og drikke

01/12/2023

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skrevet af J. Bøgen

Hvis du også synes, olie og smør er blevet for dyrt, er her et par brugbare alternativer!

Mange af de forskellige typer fedtstof til madlavning og bagning er steget i pris det seneste halvandet år.

Og det kan pludseligt blive dyrt, hvis du skal bruge bestemte typer olie eller meget smør i maden - specielt nu hvor der skal gøres klar til julemiddagen.

Men der er billigere alternativer, det er bare vigtigt, at du bruger dem rigtigt.

Ekstra jomfru olivenolie

Denne type olie er blandt dem, der ikke har været så hårdt ramt af prisstigninger. Det er tilmed et sundere alternativ til mange olier, fordi den indeholder umættede fedtsyrer og antioxidanter samt flere sunde plantestoffer.

Hvis du erstatter andre former for olie med ekstra jomfru olivenolie, skal du være opmærksom på to ting; smagen og rygepunkt.

Rygepunktet er en betegnelse for de grader olien kan opnå uden at blive brændt. Her har jomfru olivenolie et lavt rygepunkt, og den er derfor ikke egnet til stegning eller friture.

Nederst i artiklen har vi lavet en liste over hvilke alternativer, der egner sig til forskellige typer tilberedning.

Mejeriprodukter

I mange tilfælde vil mejeriprodukter udgøre et glimrende alternativ til olie. Du kan for eksempel bruge græsk yoghurt, kærnemælk, creme fraiche, smør og skyr.

De syrlige produkter kan have indvirkning på smagen, så det skal du være opmærksom på.

Frugt- og grøntsagsmos

I meget bagværk og madlavning kan du erstatte vegetabilsk olie eller smør med frugt- eller grøntsagsmos. Men det kræver, at du er opmærksom.

For det kan have betydning for smagen, konsistensen og farven. F.eks. sødmen fra frugterne kan være en erstatning for en del af den sukker, der skal bruges.

En tommelfingerregel, hvis du bruger mos eller frugt-puré som erstatning er, at du skal bruge halvt så meget mos som olie.

Det vil sige at du skal bruge en deciliter mos, hvis mængden af fedtstof er to.

Liste over de bedste alternativer

  • Til stegning: avocadoolie, jordnøddeolie, vindruekerneolie, rapsolie

  • Til sautering: rapsolie, avocadoolie, smør, olivenolie

  • Til salatdressing: ekstra jomfru olivenolie

  • Til bagning: frugt- og grøntsagsmos, smør, græsk yoghurt, kærnemælk