Heldigvis kan man godt glæde sig til sin gyldne alder - i hvert fald ifølge den internationale rapport over verdens pensioner fra Mercer Institute, der har kigget på pensionerne i verden anno 2024.
Og hvor ligger Danmark så? På en imponerende tredjeplads!
Faktisk bliver vi kun overgået af Holland og Island, men vi kan stadig bryste os af at være et af blot fire lande, der får den højeste vurdering af instituttet (det fjerde land er Israel).
Altid plads til forbedringer
Umiddelbart kan det lyde, som om vi her i Danmark godt kan tillade os at hvile på laurbærerne, men der er jo altid plads til forbedringer - og det bliver også pointeret i rapporten.
Danmark er nemlig gået tilbage på underpunktet "integritet" i forhold til den sidste rapport - integritet dækker over, om man kan regne med systemet.
Forfatterne bag rapporten foreslår, at alle pensionsselskaber skal udarbejder en årlig rapport til alle medlemmer eller kunder for at øge troværdigheden
Her skal du ikke ønske at gå på pension
Når der er nogen, der topper en liste, er der i sagens natur også nogen, der ligger i bunden af selvsamme liste.
I dette tilfælde er det lande som Thailand, Tyrkiet, Indien, Fillippinerne og Argentina. Begrundelsen for den lave placering lyder, at opbygningen ikke er særligt bæredygtig.
I nogle af de dårlige pensionssystemer har man således også en forholdsvis lav pensionsalder. Det gør det dyrt for samfundet, når levealderen stiger, men folk stadig kan forlade arbejdsmarkedet tidligt.