Mange børn og unge modtager i dag lommepenge fast én gang om måneden.
Dem, der ikke gør det, får sandsynligvis penge efter behov fra deres forældre.
Måske er der også de, der får lidt ind på kontoen fra bedsteforældrene en gang imellem.
Men selvom man uden tvivl overfører et beløb via MobilePay i bedste mening, hvis barnebarnet mangler lidt på kontoen i slutningen af måneden, kan det ende med at blive et problem senere i livet.
Økonomer frygter nemlig konsekvensen af den venlige 'service' fra forældre og kalder det en 'bjørnetjeneste'
"Hvis børn og unge ikke lærer at styre deres økonomi, kan de ende i 'Luksusfælden'-kategorien, hvor de senere i livet bruger over evne og ender i betydelig gæld," påpeger forbrugerøkonom i Nordea, Ida Marie Moesby overfor TV 2.
Det er blevet for nemt
Den digitale udvikling inden for økonomi og betalingsoverførsler, som for eksempel MobilePay, gør det nemmere for børn at anmode om penge og for forældre og bedsteforældre at sende dem.
Men det gør det også svært for både forældre og bedsteforældre at holde styr på, hvor mange penge de faktisk overfører til de unge.
Anne Juel Jørgensen, børne- og ungechef hos Danske Bank og forfatter til bogen 'Giv dit barn gode pengevaner', forklarer, at børn og unge ikke lærer, at penge kun kan bruges én gang, som når man håndterer kontanter.
I stedet opstår der en opfattelse af, at mor og far eller bedstemor og bedstefar bare overfører penge, så snart der er behov, og at penge altid er tilgængelige.
Dette er den bedste løsning
Manglen på økonomisk forståelse bliver, ifølge eksperterne, ofte tydelig, når børnene flyver fra reden og skal lære at klare sig med løn, SU eller en anden indkomst.
Her er der ganske enkelt ikke flere penge, når kontoen går i nul, og det kan være noget af en bradt opvågning for mange unge, hvis de har været vant til at få lidt ekstra ind på kontoen i ny og næ.
Uden en forståelse for at prioritere og disponere over sine penge, kan den eneste mulighed synes at være at låne - gennem for eksempelvis kviklån, til sit forbrug, hvilket er en farlig vej at bevæge sig ned ad, da det kan ende i en 'luksusfælde'.
At kunne spare op, ikke have råd, eller måske fortryde et køb, er vigtig læring. Desuden er prioritere nødvendigt for at kunne fungere i samfundet og begå sig på en sund måde.
Derfor er det en fordel med mindre og faste beløb, så børn og unge selv får erfaring med og forstår pengenes værdi. Hvis pungen er tom, så er den tom.
Så hvis du gerne vil spæde lidt til dit barnebarns ungdomsliv, er det måske en god idé at alliere dig med din søn eller datter og så aftale, at du overfører det beløb, du gerne vil give barnebarnet, til dem. På den måde kan dit beløb komme med, når lommepengene bliver overført en gang om måneden.