'Han er foragtelig': Hugh Grant hader sin egen ikoniske rolle

Kendte

23/11/2024

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skrevet af J. Bøgen

Er du enig?

Mange ser stadig 'Notting Hill' som en romantisk klassiker, men Hugh Grant, der spillede hovedrollen som den charmerende, men akavede boghandler William Thacker, deler ikke publikums begejstring.

I et interview med Vanity Fair afslører den britiske skuespiller, at han har svært ved at genkende sig selv i filmen – og endnu sværere ved at acceptere sin karakters handlinger.

"Han har ingen nosser"

Grant indrømmer, at han finder sin karakter særligt problematisk i en specifik scene:

"Der er en scene, hvor Julia Roberts’ karakter er i mit hus, og paparazzierne ringer på døren. Jeg tror bare, jeg lader hende gå hen og åbne døren. Det er skrækkeligt."

Skuespilleren forklarer, at hverken han selv eller nogen af hans partnere gennem tiden har kunnet forstå, hvorfor Thacker opfører sig så passivt:

"Jeg tror ikke, jeg har haft en kæreste eller en kone, der ikke har spurgt mig: 'Hvorfor helvede stopper du hende ikke? Hvad er der galt med dig?' Og jeg har virkelig ikke et godt svar. Jeg synes, han er foragtelig. Virkelig."

Et publikumshit trods kritik

På trods af Grants hårde dom over sin egen præstation er Notting Hill forblevet en favorit blandt fans af romantiske komedier. Filmen, der havde premiere i 1999, blev en kommerciel succes og modtog blandt andet publikumsprisen ved den britiske Bafta-uddeling.

Men for Hugh Grant selv er rollen som William Thacker tydeligvis et ømt punkt. Selv mange år senere kæmper han med at finde sig til rette med sin karakters handlinger – eller mangel på samme.

Kan det være, at kritikken fra Hugh Grant kun gør ham endnu mere elsket af fans, der ser hans selvkritik som en del af hans charme?