Den legendariske musiker Elvis Presleys eneste barn, Lisa Marie Presley, er død. For blot to dage siden var hun til awardshowet Golden Globe med sin mor.
Lisa var ligesom sin far talentfuld indenfor musikkens verden, og var således sanger og sangskriver. Det er Lisas mor, Priscilla Presley, som oplyser dødsfaldet til People, skriver TV 2.
"Det er med et tungt hjerte, at jeg er nødt til at dele den frygtelige nyhed om, at min smukke datter, Lisa Marie, har forladt os," skriver Priscilla Presley i en udtalelse til People natten til fredag dansk tid.
Til Golden Globe for to dage siden
Lisa Marie Presley blev torsdag hastet med ambulance fra sit hjem i Calabasas i Californien til et hospital som følge af et muligt hjertestop.B
Bare to dage inden havde hun været til Golden Globes med sin mor og skuespilleren Austin Butler, der spiller hovedrollen i filmen "Elvis".
Her vandt den bare 31-årige Butler prisen for bedste skuespiller for sin præstation som Elvis Presley i Baz Luhrmanns biografiske film om Lisas far, der af mange betegnes for at være kongen af rock n’ roll.
Selv udgivet tre albums
Lisa blev født 1. februar 1968 i Memphis, Tennessee. Hun blev altså blot 54 år gammel.
Man kan spekulere over om hun blev skabt under forældrenes bryllupsnat, for hun blev født præcis ni måneder efter brylluppet.
Lisa Marie Presley er som sin far musiker og har i løbet af sin karriere udgivet tre albums. Hun opnåede dog ikke succes i samme liga som far Elvis.
Lisa Marie Presley havde fire forliste ægteskaber bag sig, herunder to med kendte personer.
Hun var eksempelvis gift i 21 måneder med Michael Jackson. Lisa har ligeledes været gift med skuespilleren Nicolas Cage.