Gode råd til hundeejere: Spar på budgettet uden at hunden mærker det

Kæledyr

30/11/2022

Foto: Agria
Foto: Agria

Skrevet af Redaktionen

De fleste hundeejere vil aldrig vil lade det gå ud over deres firbenede venner, når der skal spares. De vil hellere spise havregrød end skære ned på godbidderne til Fido. Men i disse tider med kraftigt stigende priser kan det alligevel være en god idé at give hundebudgettet et eftersyn.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Der er faktisk flere ting, hundeejeren kan gøre for at spare, uden at det går ud over hundens livskvalitet. Her giver hundeekspert hos Agria Dyreforsikring, Lotte Evers, nogle gode råd.

Køb foder sammen

Når det gælder hundefoder og godbidder, kan det være svært at skifte til et billigere alternativ, hvis hunden trives på et bestemt foder eller måske sværger til en bestemt smag. Udnyt i stedet muligheden for at købe stort ind sammen med andre hundevenner fra villavejen eller på jobbet. På den måde er der ofte penge at spare.

Vælg også et foder, der er tilpasset hundens alder og aktivitetsniveau. Med det rette foder i den rette mængde er der også penge at spare.

Spar på dyrlægeregningerne

Hvis din hund ikke fejler noget akut, kan du kontakte en digital dyrlægerådgivning i stedet for at tage til dyrlægen. Det er billigere, og så sparer du måske turen til dyrlægen. Dyrlægerådgivningstjenester er ofte en gratis kundefordel hos forsikringsselskaber.

Generelt er det en god idé at holde din hund i god form. Sæt dig ind i hvilke sygdomme og skader, der hyppigst rammer netop din hunderace, så du bedre kan forebygge og derved også mindske dine udgifter til dyrlæge.

Køb og salg

Det kan godt betale sig at tage turen forbi dba.dk og genbrugsbutikker, når du skal have udstyr til din firbenede ven. Og her er også mulighed for at tjene en skilling. Se dine hundeting igennem og overvej, om hunden eller du kommer til at bruge dem igen. Hvis ikke, så er der sikkert andre, der vil sætte (en god) pris på dem.

Tag hunden med på jobbet

Betaler du en hundelufter for at gå tur med hunden i dagtimerne, så kan du også spare her. Er du en af de heldige, der kan tage hunden med på arbejde, så kan du selv tage gåture i frokostpausen. Det er hyggeligt og gør ikke kun noget godt for dig og din hund - men bidrager også med god stemning hos dine kollegaer.

Pas hinandens hund

For mange hundeejere kan skiferien eller turen til Thailand være en ekstra dyr fornøjelse, fordi Fido skal indkvarteres på et hundepensionat eller hos en hundepasser. Men måske er der andre pasnings-muligheder? Har din hund nogle gode hundevenner – måske nogen, I møder på jeres daglige gåture? Så spørg dem, om de vil passe jeres hund, mens I er på ferie. Så kan I jo tilbyde at gengælde tjenesten, når de skal på ferie.

Hunde fryser også

Skruer du ned for varmen og må tage en ekstra sweater og uldsokker på, så husk, at hunden måske også skal have lidt ekstra tøj på. Flere af de kortpelsede hunde fryser, når det er koldt – både ude og inde. Du kan tit finde brugte hundefrakker til salg på nettet.

Tegn en forsikring og undgå store dyrlægeregninger

Det er også en god idé med en forsikring, der giver dig en økonomisk hjælp, hvis du havner hos dyrlægen med din hund. Forsikringspræmien kan variere alt efter, hvor stor en årsdækning du vil have, og hvor meget du selv vil betale, hvis uheldet er ude. Du kan også sænke forsikringspræmien ved at øge din selvrisiko og sænke erstatningssummen - men husk at prisen på en forsikring ofte afspejler dækningen. Flere selskaber tilbyder desuden månedsbetaling uden ekstra gebyr, så du kan dele udgiften lidt op.