Flere hunde bliver påkørt om vinteren: Husk dette på gåturen

Kæledyr

25/10/2024

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skrevet af J. Bøgen

Når urene stilles til vintertid, vil mange hundeejere kunne se frem til, at dagens lufteture foregår i mørke.

Når dagene bliver mørkere, bliver det sværere at se hinanden på gaden, og det er derfor klogt at huske lys og reflekser til både hund og ejer.

"Det er vigtigt at sørge for at have reflekser eller lys på sin hund, når man går tur med den i skumring og efter mørkets frembrud. Det kan være reflekshalsbånd, reflekssnor, eller en lygte. Hunde er fysisk meget tættere på jorden end mennesker er, og de er derfor svære at se for bilisterne," siger Jens Jokumsen, Familiedyrschef ved Dyrenes Beskyttelse

Dyrenes Beskyttelse opfordrer til at sørge for både at have refleks på snoren, men også på hunden selv. Derudover kan en refleksvest på ejeren selv være en god idé.  

Flere hunde påkøres om vinteren

Tal fra Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral 1812 viser, at der er behov for ekstra synlighed om vinteren. I 2023 fik vagtcentralen 177 opkald om påkørte hunde. 40 procent af påkørslerne ligger fra oktober til januar. Tallet er formodentlig højere, da dette kun er de påkørsler som der ringes til Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral 1812 om. 

"En god refleks kan være afgørende for vores hundes liv. Der ses en tydelig stigning i sager med påkørte hunde, når vi skifter til vintertid, og det kan skyldes, at hundene nu luftes i mørke," siger Jens Jokumsen.

Det er vigtigt med reflekser på halsbåndet, men selve snoren er mindst lige så vigtig. Hvis hunden er meget lille eller har en meget stor pels, kan det være svært at se et halsbånd. Her kan en lygte også gøre en stor forskel.

Reflekstips til hundeejere

  • Kombiner gerne reflekser og en lygte på din hund. På den måde kan hunden både ses, når det er helt mørkt, og når en billygte rammer refleksen.

  • Hav aldrig hunden uden snor, når det er mørkt.

  • Husk, at en reflekssnor nemmere kan ses fra bilen, og den er derfor særligt god til små hunde.