Egernunger søger hjælp - er du deres nye plejeforælder?

Kæledyr

19/04/2023

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skrevet af J. Bøgen

Der bliver indleveret mange forladte egernunger i denne tid.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Går du med tanker om at få et alternativt kæledyr? For eksempel et egern? Så har du chancen nu!

Okay, sandt at sige kan du ikke få dem som kæledyr, for det er ikke meningen, de skal gøres tamme - men ikke desto mindre har du mulighed for at slå dine folder som plejemor eller -far for egernunger, der af den ene eller anden grund er blevet efterladt i naturen.

Det er nemlig sæson for netop det fænomen lige nu, og det betyder, at vildtplejestationer rundt om i landet får stadig flere af de små pelskræ indleveret. Derfor skal der bruges frivillige hænder, der kan give de små unger flaske og generelt pleje dyrene.

Stor nusseeffekt

Egernunger, der bliver indleveret, er typisk faldet ud af reden eller på anden vis blevet forladt af deres mor, men de er på ingen måde klar til at stå på egne poter i naturen.

Derfor er målet med plejen også, at de skal gøres klar til at kunne klare sig selv.

Det er da heller ikke en helt let opgave at tage sig af de små egern. De skal nemlig have mælkeerstatning hver fjerde time, indtil de har fået tænder, ligesom de også skal redes med en lille børste, nusses og, når de er helt små, hjælper med at komme af med tis og afføring (her skal man bruge en vatrondel).

Plejeperioden er typisk et par uger, hvor ungerne har brug for ro og stabilitet. Langsomt rykkes de udendørs, og til sidst udsluses de i naturen.

Derfor er det også vigtigt, at kommende egernungeplejere har adgang til en have, der er velegnet til egern.

Lover grundig oplæring

Det kræver en del oplæring at blive egernplejer, men det lover Stine Mars at hjælpe til med: 

"Det er heldigvis en utrolig taknemmelig opgave at pleje egern, for der er stor succesgaranti for, at de kan klare sig i det fri efterfølgende. Har man først gjort det et par gange, så opbygger man en vis rutine," siger Stine Mars fra Veksø Vildtplejestation i Egedal til TV2 Kosmopol.

Lyder det som et job for dig, så kan du kontakte vildtplejestationen her.

Ifølge Dyrenes Beskyttelse skal man ikke samle en egernunge op, hvis man mistænker den er røget ud af reden. Der er nemlig stadig mulighed for at egernmoren kommer unge til undsætning.

Hvis der er mistanke om, at ungen er skadet kan Dyrenes Beskyttelses vagtcentral kontaktes på 1812.