Undgå disse 3 fejl, når du laver din egen kompost

Hus og have

18/07/2023

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skrevet af Katrine Lykke

Der er visse fejl, der kan sænke eller ligefrem ødelægge processen.

Kompostering af madrester og haveaffald er en naturlig og billig måde at dyrke grøntsager og planter på, men det hjælper også dig med at skære ned på køkkenaffaldet.

Grundlæggende er kompostering en proces, hvor organisk materiale spises af naturligt forekommende mikroorganismer som fx orme. De nedbryder affaldet og ændrer dets struktur, hvilket giver en sund og næringsrig jord, som du kan bruge til dine afgrøder.

Selvom det på ingen måde er raketvidenskab at smide sit affald i kompostbunken, er der dog en række typiske komposteringsfejl, du bør undgå. De kan nemlig forhindre affaldet i at nedbrydes ordentligt, eller endnu værre, tiltrække rotter, mus eller andre uønskede skadedyr til din have.  

Det skriver Tomsguide og oplister en række udbredte fejl, som du let kan undgå.

1. Den rigtige balance mellem grønt og brunt affald 

Din kompost har brug for en blanding af både grønne og brune materialer. 

Brune (tørre) materialer er typisk kulstoffattige, såsom tørrede blade, træaffald, halm, savsmuld eller strimlet papir, mens de grønne (våde) materialer indeholder høje niveauer af nitrogen, som omfatter friskt græsafklip, madrester eller endda kaffegrums. 

Uden den rette balance vil komposten ikke nedbrydes ordentligt eller mangle de essentielle næringsstoffer, den har brug for til at danne frugtbar jord.  

Eksperter anbefaler, at du starter din kompostbunke ved at blande tre dele brune materialer med en del grønt materiale. 

2. Kompostbunken er for våd eller for tør 

Selvom det anbefales at drysse vand over din kompostbunke, er en almindelig fejl at komme til at overvande komposten.

Hvis der er for meget vand i din kompost, vil den potentielt drukne de gavnlige mikroorganismer. Derudover vil dette ikke kun få din bunke til at lugte grimt, men indholdet vil ende med at rådne i stedet for at kompostere. 

Hvis din kompostbunke ser for våd ud eller lugter dårligt, skal du tilsætte flere brune genstande for at absorbere overskydende fugt. Du kan også vende dyngen med en havegaffel. Hvis din kompostbunke ser ekstremt tør og brun ud, bør du ligeledes tilføje mere grønt affald og lidt vand for at gøre den fugtig igen.

3. De forkerte ting ryger i bunken

Den sidste komposteringsfejl, vi ofte begår, er at smide de forkerte ting i. Selvom du måske tror, ​​at alt organisk er komposterbart, er der en række ting, du aldrig bør smide i komposten. 

Det skyldes primært, at visse affaldsmaterialer kan forurene, bremse eller endda stoppe din komposts nedbrydningsproces. 

Disse ting omfatter mejeriprodukter, kød- eller fiskerester, løg- og hvidløgsrester, citrusskaller, belagt pap og kemisk behandlet træ- eller haveaffald. Undgå også haveaffald fra syge planter, som kan forpeste komposten og få sygdomme til at brede sig blandt dine planter.

Det anbefales i stedet, at du komposterer grøntsagsrester, ikke-surt frugtaffald, æggeskaller, kaffefiltre, blade og alt ubehandlet træ- eller haveaffald, der let omdannes til det sorte guld, der kan få dine afgrøder til at stortrives.