Vær sikker på, du har styr på dette, hvis du skal i haven i påsken

Hus og have

23/03/2024

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skrevet af J. Bøgen

Påsken plejer at være startskuddet til sæsonen for havearbejde.

Det kan godt være, DMI ikke har givet udsigt til et forrygende forårsvejr i påsken, men det kan være, du alligevel skal have taget hul på nogle af havesæsonens projekter i de forestående fridage.

Men inden du sætter af til soklen på dit nye redskabsskur eller planter din nye hæk, skal du måske lige have helt styr på, hvor skellet egentlig er.

For det ville jo være ærgerligt, hvis dit nye arkitektoniske gør-det-selv-prestigeprojekt står delvist inde på naboens grund, ikke?

Hvor stopper min grund?

Hvis du skal bygge et skur, eller plante en ny hæk og ikke er helt sikker på, hvor dun grund stopper og naboens starter, er der nogle ting, du bør gøre.

Allerførst kan du se, om du kan finde skelpælene. Det kan være et metalrør med et skelmærke eller en betonpæl med en kongekrone.

Du kan også være så heldig, at du har et måleblad, der viser, hvor skellet ligger i forhold til en bygning eller en anden skelpæl på din grund.

Hvis du hverken kan finde skelpæle eller har et måleblad, der kan hjælpe dig, kan du kontakte en praktiserende landinspektør, som kan hjælpe dig med at fastlægge skellet.

Det er også landinspektøren, du skal have fat i, hvis det skel du finder ved hjælp af måleblad eller skelpæl ikke passer med den grænse du mener, der er skellet mellem din og din nabos grund.

Matrikelkortet passer muligvis ikke med virkeligheden

Hvis du kigger på et matrikelkort på nettet, kan du komme ud for, at det ser ud som om, dit skur står inde hos naboen. Det gør det sandsynligvis ikke, når det kommer til stykket.

Men matrikelkortet er kun et oversigtskort, som viser matrikelnumrenes indbyrdes beliggenhed, men det viser ikke den eksakte beliggenhed af skellene. Det skyldes den måde matrikelkortet er blevet til på.

Den nøjagtige placering af et skel fremgår ikke af matrikelkortet, men af de måleblade, der er udarbejdet i forbindelse med udstykning af ejendommen eller andre forandringer af skellet. Målebladet indeholder helt præcise oplysninger om, hvor skellet er, og om de afsatte skelpæle, som du kan være heldig at finde.

Skelpælene kan dog være gået tabt, og der kan være sket forskydninger af skellet som følge af hævd.

Hvis du er i tvivl om, hvor skellet går og, særligt hvis du vil bygge eller plante tæt på skel, kan det derfor være en god idé at kontakte en praktiserende landinspektør før du går i gang. Det er nemlig kun en praktiserende landinspektør, der kan fastlægge det faktiske skel.

Hjemmeside holder styr på skel

Geodatastyrelsen holder styr på mere end en halv million kilometer matrikelskel, der definerer alle ejendomme i Danmark.

Når der sker forandringer af skellene, eksempelvis hvis du køber eller sælger noget af din ejendom, registreres de nye skel og de gamle slettes på matrikelkortet.

På samme måde er det Geodatastyrelsen der registrerer, når der sker udstykning af nye ejendomme, så matrikelkortet altid afspejler ejendomssituationen i landet.

Du kan læse mere om matriklen og matrikelkortet på Geodatastyrelsens hjemmeside.

Kilde: Geodatastyrelsen