Forside Hus og have Mange danskere begår denne fejl i hjemmet: Kan resultere i...

Mange danskere begår denne fejl i hjemmet: Kan resultere i en ekstraregning

500-kronesedler holdes i hånden
Alexanderstock23 / Shutterstock.com

Mange danskere kan ende med en ekstraregning.

Priserne er steget på en lang række områder, og mange danskere er derfor blevet mere bevidste om, hvor pengene forsvinder hen i hverdagen.

Selv mindre besparelser kan gøre en forskel, og derfor kan det betale sig at se nærmere på de steder i hjemmet, hvor der kan gemme sig unødvendige udgifter.

Danskerne overser én løsning

Luft i en radiator bliver som regel betragtet som et komfortproblem.

Et nyligt afsluttet studie, der er gennemført i et samarbejde mellem DTU og Brunata, peger dog på, at konsekvenserne kan række længere.

Luft i radiatorer påvirker både varmeafgivelsen og temperaturen på det fjernvarmevand, der sendes retur, og dermed også varmeøkonomien.

Når der kommer luft ind i radiatoren, bliver det varme vand ikke ledt ud i hele varmefladen. Radiatoren afgiver derfor mindre varme, og beboeren kan ende med at kompensere ved at skrue op for termostaten, hvilket kan gøre problemet værre.

Resultatet kan være, at fjernvarmevandet bliver sendt tilbage med en højere temperatur, end hvis radiatoren fungerede optimalt.

Netop returtemperaturen er vigtig, fordi flere danske fjernvarmeselskaber benytter økonomiske incitamenter for at sikre en effektiv afkøling. En høj returtemperatur kan medføre en afkølings- eller motivationstarif, mens god afkøling nogle steder bliver belønnet.

“Det nye er, at vi kan koble det, beboeren oplever som en radiator, der kun virker halvt, til en målbar konsekvens i varmeanlægget. Nu kan man faktisk se og måle, hvad der sker, når en radiator ikke bliver udluftet,” siger Michele Tunzi, lektor ved DTU’s Institut for Byggeri og Mekanisk Teknologi.

Hvor meget påvirkes returtemperaturen, når radiatoren har luft?

For at isolere effekten udførte forskerne fra DTU kontrollerede forsøg på et anlæg med 40 radiatorer i INRiM’s testfaciliteter i Torino.

Termografiske billeder gjorde forskellen tydelig: På radiatorer med luft forblev store dele af varmefladen kolde.

På to af radiatorerne med tydelig ophobning af luft viste forsøgene forskelle i returtemperaturen på henholdsvis 6,6 og 10 grader sammenlignet med situationer uden luft.

“Det interessante er, at vi nu får mulighed for at se uhensigtsmæssig varmedrift som andet end bare en beboer, der fryser. Det kan få en finansiel konsekvens oven i komfortproblemet. Hvis problemet står gennem hele fyringssæsonen, kan det påvirke den gennemsnitlige returtemperatur, som flere fjernvarmeselskaber afregner efter,” siger Kees van der Veer, fagekspert og VP Group IT hos Brunata.

Dermed peger resultaterne også på en større udfordring for boligadministratorer.

I et hydraulisk ubalanceret anlæg fik en radiator med luft et højt flow, og påvirkningen kunne spores videre til returtemperaturen i stigstrengen.

Luft og en dårlig hydraulisk balance kan på den måde forstærke hinanden, så et lokalt problem kan være et tegn på en bredere driftsudfordring.

En merudgift, beboerne sjældent ser

For boligadministratorer er resultatet af studiet særligt interessant, fordi eventuelle merudgifter til afkøling bliver en del af ejendommens samlede varmeudgift og fordeles mellem beboerne.

Den enkelte lejer opdager derfor ikke nødvendigvis, at en dårlig returtemperatur har gjort regningen væsentligt dyrere.

Studiet viste desuden, at luft kan påvirke målingen af varmefordelingen. Hvis måleren er placeret på den del af radiatoren, der bliver meget varm eller kold på grund af luft i radiatoren, kan der blive målt et forbrug, som ikke er retvisende.

“Ved starten af fyringssæsonen bør man sikre, at radiatorerne er udluftet, at trykket er korrekt, og at anlægget er i balance. Systemet går ikke nødvendigvis i stykker, hvis man lader være. Problemet er, at man kan bruge energien uhensigtsmæssigt gennem en hel sæson og i sidste ende betale for det,” siger Kees van der Veer.

Ads by MGDK