Smid tomatkerner i et glas vand og vent på, at muggen viser sig.
Når sommeren nærmer sig sin afslutning, er det ikke nødvendigvis kun de sidste tomater, der er værd at nyde.
For selv om planterne snart har gjort deres for i år, kan de gemme på starten til næste års høst.
Tomatkerner kan nemlig gemmes og bruges til at dyrke nye planter, når foråret kommer tilbage.
Og en særlig metode kræver ikke meget mere end et glas, lidt vand og nogle dages tålmodighed.
Det lyder måske forkert, men her skal man faktisk vente på, at der begynder at komme mug på overfladen.
Det skriver mediet Tiscali.
Lad kernerne fermentere
Metoden hedder fermentering og minder om den proces, der naturligt sker, når en moden tomat falder til jorden og langsomt nedbrydes.
Først skal du finde en moden tomat. Gerne en af de bedste og mest velsmagende fra planten, hvis du selv har dyrket den.
Skær tomaten over, skrab kernerne og den omkringliggende tomatmasse ud, og læg det hele i et rent glas. Tilsæt lidt vand, rør rundt og dæk åbningen med et tyndt stykke stof eller gaze.
Glasset skal herefter stå et varmt sted uden direkte sollys i nogle dage.
Efterhånden vil der som regel danne sig et lag mug på overfladen. Selvom det måske ser ud til, at projektet er mislykkedes, er det netop en del af processen.
Når laget har spredt sig over overfladen, og de brugbare kerner er sunket til bunds, er fermenteringen afsluttet.
Derefter fjernes laget på toppen, mens resten hældes gennem en si. Kernerne skal skylles grundigt og efterfølgende tørre helt, inden de gemmes.
Gem dem til næste forår
Når kernerne er tørre, kan de opbevares i for eksempel en papirkuvert eller en lukket beholder. Det vigtigste er, at de opbevares tørt, køligt og mørkt frem mod næste dyrkningssæson.
Det er også muligt blot at rense og tørre tomatkernerne uden at fermentere dem, men fermenteringsmetoden hjælper med at fjerne det geléagtige lag omkring kernerne.
Vil du afprøve metoden med tomater fra supermarkedet, kan det også lade sig gøre.
Resultatet er dog mere usikkert, blandt andet fordi nogle tomater er hybridsorter, hvor de nye planter ikke nødvendigvis får de samme egenskaber som den tomat, kernerne stammer fra.
Har du derimod en tomatsort fra haven, som har klaret sig godt, kan det være en god idé at gemme kernerne.
På den måde kan årets sidste tomater blive starten på næste års høst.