Gem det afklippede græs: Sådan kan det gøre underværker for din have

Hus og have

28/07/2024

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skrevet af J. Bøgen

Når sommerens solstråler får græsset til at gro vildt, er der mange, der vælger at lufte plæneklipperen. Men hvad gør du med de store mængder græsafklip, der hober sig op?

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Her får du en række kreative og nyttige måder at genbruge græsafklippet på, som vil gavne din have og miljøet.

Det skriver det tyske medie Öko-Test.

Eksempelvis er "mulching" navnet på en genial metode, hvor græsafklippet får lov at blive på plænen. De afklippede græsstrå er fyldt med næringsstoffer som kvælstof, fosfor og kalium, der fungerer som naturlig gødning for græsset.

Husk dog at mulche i tørt vejr og at græsafklippet skal være kort, så græsplænen ikke bliver kvalt. 

Men græsafklip er ikke kun guld værd for græsplænen, det er også gavnligt for resten af haven.

Gødning og kompost

Brug det som gødning under træer, buske og i grøntsagsbedene. Det tilfører jorden vigtige næringsstoffer og fremmer jordens mikroorganismer. Vær dog opmærksom på at bruge frisk græsafklip og undgå græsafklip, der kan indeholde frø, for at undgå ukrudt.

Hvis du nu står med mere græsafklip, end du kan bruge i haven, er kompostering en fremragende løsning. Som sagt er græsafklip rig på næringsstoffer og nedbrydes hurtigt, hvilket er godt i enhver kompost. Sørg dog for at blande græsafklippet med grene og blade i et forhold på 1:1 for at undgå råd.

Lad det derudover tørre lidt, før det lægges på kompostbunken, for at sikre den bedste nedbrydning.

Sidst, men ikke mindst, kan det anbefales at slå græsplænen mindre hyppigt og lade vilde blomster og urter blomstre i græsset. Dette skaber et bedre miljø for bier og insekter, som finder føde i de blomstrende planter – noget en traditionel, ensartet græsplæne ikke kan tilbyde.

Så næste gang du slår græsplænen, tænk kreativt og brug dit græsafklip klogt - og overvej at slå den lidt mere sjældent. Det er en enkel måde at gøre din have grønnere og mere bæredygtig på!