Frygter regulær invasion i år- og den kan komme inden for den næste uge

Hus og have

27/07/2023

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skrevet af J. Bøgen

De kommer i slutningen af juli og i løbet af august.

Hvad er en dansk sommer uden sol, regn og irriterende insekter?

Den sidste del kan imidlertid hurtigt gå hen at blive en plage, og i år kan det faktisk gå hen at blive direkte farligt.

Formanden for Brancheforeningen for skadedyrsfirmaer og teknisk chef hos skadedyrsbekæmperen Rentokill, Claus Schultz, advarer nemlig om, at Danmark inden for den næste uge kan blive offer for en invasion - af hvepse.

Faktisk forventer branchen, at hvepsebestanden vil stige med helt op til 20 procent mere i år i forhold til normalt.

Det skriver TV 2.

Kan være livsfarligt

Det er den milde vinter, det lune forår og de usædvanligt høje temperaturer i løbet af sommeren, der har givet hvepsene de bedste betingelser for at vokse i antal, og når vi rammer sommerens sidste måned, vil de for alvor være på jagt efter føde i haverne - og netop, fordi vi nærmer os slutningen af sommeren, kan hvepsene også blive ekstra aggressive.

For en ting er, at hvepse lynende hurtigt kan gøre en ellers hyggelig grillaften til en kamp for at redde maden, men de flyvende insekter kan også gå hen at blive farlige for helbredet.

Hvis man er allergiker, ved man selvfølgelig, at man skal holde sig på sikker afstand af de summende bæster, men du behøver ikke være allergisk over for hvepsestik for, at et angreb kan blive et problem.

"Vi oplever ofte, at danskere under havearbejde bliver stukket, mens de står på stiger og grundet stik falder ned med alvorlige skader til følge," siger Claus Schultz til TV 2.

Sådan skal du gøre

Den bedste måde at undgå potentielle helbredsmæssige risici, når/hvis hvepsene kommer, er at undgå overhovedet at blive stukket.

Hvis du følger nedenstående fire råd fra Rentokill, øger du dine chancer for at slippe for at blive angrebet:

  • Tjek drikkevarer og mad for hvepse inden indtagelse. Især stik i svælget kan være alvorligt

  • Placér en flaske med sød saft langt væk fra, hvor du sidder. Det virker både som afledning og som en fælde, da hvepsene ikke kan finde ud af flasken igen, når de er mætte

  • Undgå at spise dessert og andre søde sager udendørs i hvepsenes aggressive periode i sensommeren

  • Få hurtigst muligt fjernet hvepsebo ved hjemmet, så snart du opdager det. Boet bør fjernes af en fagperson

Men uanset, hvor forsigtig man er, kan uheldet jo altid være ude. Der findes en lang række mere eller mindre brugbare råd til, hvordan man skal behandle et hvepsestik, men på apoteket.dk er det kogt ned til tre ting, du skal gøre:

  • Afkøl stedet med en isklump eller for eksempel en pose frosne grøntsager. Det kan gøre både hævelsen og smerten mindre

  • Søg altid lægehjælp ved stik i mund, svælg eller hals. Der kan komme hævelser, som kan gøre det svært at trække vejret

  • Der er også bier i luften, som kan stikke. Sker det, så fjern hurtigst muligt brodden, hvis den sidder tilbage i huden, da der sidder en giftblære, som fortsætter med at pumpe gift ind gennem brodden. Det letteste er at skrabe brodden af med en negl