Flot have på budget: Gamle gryder og gummistøvler giver haven nyt liv

Hus og have

21/05/2023

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skrevet af Katrine Lykke

Når haven skal forskønnes, kan det let blive en dyr omgang. Det behøver dog ikke at koste en formue at give haven et nyt flot udseende, fortæller haveekspert.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Sommeren er på vej, og vi glæder os alle til de mange gode stunder i haven. Men hvis din have har stået urørt siden sidste år, trænger den sikkert til en make-over, før havehyggen rigtig kan begynde.

Haveeksperten, Angela Slater, deler derfor ud af sine bedste råd til, hvordan du kan gøre haven klar, uden at det koster en formue.

 

1.  Ryd op i haven

Angela Slaters første haveråd lyder måske lidt kedeligt: Du skal nemlig rydde op. Men dine anstrengelserne giver hurtigt resultater, lover eksperten, hvis du blot bruger et par timer på at fjerne affald og rydde gammelt rod væk. Indret også en fast plads i et hjørne af haven til børnenes legetøj, da det ellers let fylder hele haven.

 

2. Lad ødelagte gryder, gamle gummistøvler og dørslag få nyt liv

Det er dog ikke alt rod og affald, der skal ud. Ødelagte gryder, gamle gummistøvler og dørslag kan nemlig give nyt liv til haven.

“Et gammelt dørslag kan bruges som en dekorativ hængekurv, og gryder og gamle gummistøvler fungerer fint som beholdere til etårige planter," fortæller haveeksperten. Mange ting, du ellers ville kassere, kan på den måde få nyt liv, når du fylder dem med jord og friske planter. Kun fantasien sætter grænserne her. Det er alt sammen med til at skabe en hyggelig havestemning.

3. Skab nye møbler, plantekasser og højbede af paller

For at du rigtig kan nyde haven, skal du også have et sted, hvor du kan sidde og slappe af. Men havemøbler kan være dyre.

”Her kan paller være et billigt alternativ,” fortæller haveeksperten og uddyber: ”Du kan enten blot stable pallerne, men hvis du er handy med en sav og boremaskine, kan du let bygge et helt udendørs møbelsæt." Husk dog at slibe pallerne ned forinden og bank eventuelt udstikkende sømhoveder ud, så dine møbler bliver behagelige at sidde i. 

Møbler er dog ikke det eneste, træpaller kan bruges til i haven: "Paller er fantastiske, når du skal bruge billigt træ. Udover havemøbler kan du også bruge dem til at lave plantekasser og højbede," fortæller haveeksperten.

 

4. Brug belysning til at skabe en afslappende atmosfære

Når du rigtig skal nyde sommeraftnerne i dine nye havemøbler, skal du også huske belysningen. Flotte lyskæder forlænger de hyggelige aftentimer i haven, og du behøver ikke investere i nye, dyre lyskæder, fortæller eksperten og foreslår i stedet, at du finder lyskæderne fra jul frem igen. Du kan også bruge stearinlys. De kaster et dejligt, blødt lys, der med sikkerhed skruer op for havehyggen.