Eksperternes råd: Sådan gør du have og altaner ferieklar

Hus og have

06/07/2023

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skrevet af J. Bøgen

Der er ikke nogen grund til at lade haven gå til, bare fordi man er væk på en solferie!

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Selv om du rejser væk i ferien, behøver du ikke frygte at komme hjem til slukørede planter, meterhøjt ukrudt eller visne krukkeblomster.

Du kan nemt gøre haven ferieklar eller forberede den til at blive passet af en ”have-sitter”, forklarer Louise Møller, fagredaktør i Haveselskabet.

”Der er kommet en del regn, og der er udsigt til mere, så nu gror haven igen efter tørken, og der er gang i både græsplænen og ukrudtet. Så behovet for vanding er ikke helt så stort nu, som for bare en uge eller to siden. Men det er en rigtig god idé, hvis man kan få en nabo til at kigge efter haven eller altanen og vande de planter, der har behov,” siger hun.

Haveselskabet er en landsdækkende non-profit-forening, der arbejder for at udbrede viden om haven og skabe fællesskab mellem haveejerne.

Havepasning skaber nabostrid

Feriepasning af hinandens haver er noget, der samler mange haveejere på tværs af vejen eller i kvarteret – men mange bliver også i tvivl om, hvor haven har brug for en hjælpende hånd, når den er alene hjemme.

”Havens planter er generelt robuste. Uanset om man får sin have eller altan passet, kan planterne måske hænge lidt med hovedet, når man kommer hjem igen, men der skal rigtig meget til, at de dør helt. De mest udsatte planter, som har svært ved at klare sig uden vanding, er krukkeblomsterne, siger Louise Møller, men understreger, at man alligevel skal give dem en chance til.

”Kommer man hjem til en hortensia i krukke, der hænger og har fået brune blade, så smid den endelig ikke ud. Ofte vil den kunne overleve og blive flot igen til næste år,” siger hun.

Det skal du tjekke, inden du tager på ferie

Krukker og altankasser

Stil krukkerne i skygge eller halvskygge. Så kan de nøjes med at få vand hver anden eller tredje dag.

Når de står i skygge, sætter de ikke helt så mange nye skud og ser måske lidt kedelige ud, når du kommer hjem – men de skal nok komme igen. Vand dem godt igennem, før du tager af sted.

Samlingen af krukker placeres i skyggen

Selvvander

Lav en selvvander til krukkerne. Er du kun væk i en lille uges tid, kan du nøjes med denne løsning.

Er du væk i længere tid, kan en have-passer skifte selvvanderen og dermed nøjes med at komme forbi hver fjerde-femte dag.

Du kan lave din egen selvvander af en stor sodavandsflaske, som du fylder med vand og sætter med bunden i vejret i krukken. Det afgiver vand over nogle dage.

Drivhus

Åbn vinduer og døre i drivhuset, så der ikke bliver for varmt.

Dyrker du afgrøder direkte i jorden eller i kapilærkasser, skal der helst vandes hver fjerde eller femte dag.

Dyrker du i krukker, skal planterne vandes dagligt eller udstyres med en stor selvvander, som fyldes cirka hver fjerde dag.

Køkkenhave

Dæk gerne den bare jord med græsafklip – det holder på jordens fugtighed og betyder, at der ikke skal vandes helt så meget. Medmindre der falder meget regn, skal køkkenhaven gerne vandes løbende.

Mange afgrøder er klar til høst i sommerferien, så høst løs, inden du tager på ferie. Frys noget ned, forær lidt til naboerne og tag en masse med på ferie, så der er ærter og salat til de første feriedage – eller lad din have-passer spise løs af de friske grøntsager som tak for hjælpen.

For mange haveejere kribler det altid ekstra i fingrene i foråret, når køkkenhaven kalder, og henover sommeren kan der høstes frugt og grønt fra haven.

Græsplænen

Efter flere ugers tørke gror græsset igen. Hvis der er kommet skader efter tørken, så vent til august med at lappe på den.

Om den skal klippes, før du tager på ferie, er en smagssag – den kan sagtens tåle at blive langhåret, mens du er på ferie.

Ukrudt

Gå haven efter for ukrudt, før du tager af sted.

Er du af sted i to-tre uger, kan ukrudtet både nå at blomstre og smide frø og gøre det til en kæmpe opgave at få bugt med det, når du kommer hjem.

Stauder

Mange stauder er afblomstret og ser lidt kedelige ud. Klipper du dem tilbage nu, kan de sætte nye blade og måske blomstre igen, når du er hjemme fra ferie.

Det gælder især stauder som storkenæb, staudesalvie, lodden løvefod og katteurt.

Vand til dyrene

Husk at fylde fuglebadet godt op, så dyr og insekter kan slukke tørsten, mens du er væk.

Bonustip

Har du nyplantede træer eller andre planter, er det vigtigt at de bliver vandet godt igennem, før du tager på ferie, og bliver vandet løbende, mens du er af sted.