Udestuer er skønne, særligt når foråret kommer, og man endelig kan nyde haven i en behagelig temperatur. De store vinduespartier gør udestuen dejlig lys og tillader varmen at komme ind, men når solen står højt, og temperaturerne topper som nu, er det næsten ulideligt at være i udestuen.
Rob Smith er ekspert på området, og han har derfor lavet en liste over måder, du kan holde din udestue køligere på.
1. Gardiner og persienner
”Gardiner er en fremragende måde at holde dit rum køligt på, samtidig med at det også tilføjer stil og holder kulden ude, når vejret bliver koldere,” fortæller eksperten og tilføjer: "Lukkede persienner kan også have en betydelig effekt på temperaturen, fordi de forhindrer sollys i at trænge ind og overophede rummet."
Hvis du har persienner, skal du sørge for at lukke dem hver eneste dag, før sollyset rammer direkte, og åbne dem igen, når vejret er køligere.
Hvis du ikke kan lide udseendet af persienner, kan man også købe vinduesfilm, der reflekterer solen væk fra rummet.
2. Farver
Rummets farver er også værd at overveje, når du vil holde udestuen kølig. Du bør eksempelvis undgå mørkere farver i rummet som sort, mørkegrå og marineblå, fordi de alle absorberer varme.
Vælg i stedet lysere farver til vægge og møbler. Undgå også for mange tæpper.
3. Ventilation
"Ventilation er afgørende for at holde din udestues temperatur behagelig. Lad frisk luft cirkulere, og hold rummet køligt ved at åbne vinduer og døre.
Man kan også sætte en ventilator op for at skubbe den varme luft ud af rummet.
4. Planter
Planter er også en god mulighed for dem, der ønsker at pifte rummet op, samtidig med at man reducerer rummets luftfugtighed.
Gode panter til udestuen er fredsliljer, orkideer og efeu. Bare sørg for, at de ikke er i direkte sollys hele dagen lang, da de ellers kan blive brændt.
5. Tid til en opgradering?
Udestueekspertens sidste råd er lidt dyrere, men på sigt kan det være en god investering: ”Er det på tide at opgradere din gamle udestue? Selve konstruktionen er en af de vigtigste faktorer, når det kommer til at opretholde behagelige temperaturer i udestuen. Gamle udestuer lavet af materialer af dårlig kvalitet kan have svært ved både at holde på og komme af med varmen," afslutter han.
En ny udestue vil du derfor også få glæde af, når det engang igen bliver koldere i vejret.