Varemangel rammer Danmark: Rema1000 og Coop melder udsolgt af disse varer

Generelle nyheder

23/02/2023

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skrevet af Kathrine Frich

Har du oplevet tomme hylder på indkøbsturen?

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Hvis du har været en tur nede for at handle på det seneste, er der stor risiko for, at det ikke er alt på indkøbssedlen, du har fået med hjem.

I hvert fald hvis du var på udkig efter for eksempel tomater, agurker eller en lang række andre grøntsager.

Både Rema 1000 og Coop døjer nemlig lige nu med, at de ikke kan få en stor del af deres normale grøntsagssortiment hjem, og årsagen er dårligt vejr.

Ikke her i Danmark, men derimod i Sydeuropa, hvor de varer normalt kommer fra på denne tid af året.

Det skriver TV 2, der har talt med Rema 1000 og Coop (der bekræfter situationen).

Faldet med en fjerdedel

Efteråret var godt nok usædvanligt varmt i lande som Marokko, Spanien og Italien, men nu har vejrguderne valgt den stik modsatte tilgang.

Det er nemlig tilsvarende koldt i de selvsasmme lande lige nu, og det betyder, at mange planter er gået i stå med at vokse eller simpelthen er blevet ødelagt.

Kommunikationschef i Rema 1000, Jonas Schrøder, fortæller til TV 2, at leverancerne af visse grøntsager er faldet med op til 25 procent som følge af det aparte vejr.

Hos Rema 1000 drejer det sig om tomater, agurker, peberfrugter, auberginer og forskellige bær, der altså er blevet markant sværere at få fat på denne vinter.

Det er eftersigende også svært for butikkerne at få fat i større mængder salater og forskellige slags kål.

Jonas Schrøder siger, at hylderne ikke står helt tomme hele tiden, men at der hurtigere bliver udsolgt.

Hos Coop er det også grøntsagerne, der skaber problemer. Ifølge kommunikations- og analysechef Lars Aarup er det specielt peberfrugter, økologiske agurker, broccoli, courgetter og auberginer, dagligvaregiganten kæmper med at få hjem.

Ved ikke, hvornår det vender

Lars Aarup fortæller videre til TV 2, at det er svært at sige, hvornår forsyningen er tilbage på normalt niveau.

Det kommer nemlig an på, hvornår vejrguderne beslutter sig for at vende tilbage til mere normale tilstande i de respektive lande.

Han tror dog, at situationen bliver bedre i løbet af nogle uger - i hvert fald for de fleste af de ramte varer.

Fra Rema 1000 lyder samme melding, og derfor kommer Jonas Schrøder også med en opfordring til at købe sæsonvarer for årstiden i stedet. Typiske vintervarer som rodfrugter, kartofler og porrer.