Ustadig uge, men en vejrændring kan være på vej

Generelle nyheder

28/08/2023

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skrevet af J. Bøgen

Fra weekenden ser det mere stabilt ud, men spørgsmålet er, hvad for noget vejr, vi kan forvente os.

Det har virket, som om sommeren har været forskudt i år.

For hvor tiden op til skolernes sommerferie bød på massive mængder sol og endda en længerevarende tørke (med dertilhørende afbrændingsforbud), har juli været ekstraordinært våd - og det har ikke været meget bedre i august.

Det ser da heller ikke ud til, at august slutter sommeren af med reelt sommervejr, da vejret de kommende dage også ser ud til at byde på byger, der kommer og går som vinden blæser (beklager ordspillet ...), men noget kunne tyde på, at der kommer et vejrskifte, når vi officielt går ind i efteråret fra på fredag.

Og det kan være en ændring, der byder på højere temperaturer og mere solrigt vejr.

Ustadig uge

Ifølge TV 2 Vejret, bliver tirsdag mest tør, men med mange skyer, så selvom vi altså ikke behøver regntøjet, er der ikke særligt store chancer for at få lidt sol på kroppen.

Anderledes fugtigt ser det ud onsdag og torsdag, hvor de byger, der udeblev tirsdag, så har valgt at slutte sig til "festen".

Der kommer nemlig en del byger ind over landet, og nogle af dem kan lokalt blive kraftige og være med torden.

Temperaturerne for de tre sidste dage af august ser ud til at lægge sig lige i underkanten af de 20 grader - når det vel at mærke bliver varmest.

Men hvad sker der så i weekenden?

Vejrskifte i horisonten

Fredag d. 1. september fortsætter med meget af det, vi sluttede august af med, altså byger, men i løbet af weekenden opbygger der sig et højtryk over Nordvesteuropa.

Hvis det ender med at blive et holdbart et af slagsen, hvilket prognoserne tyder på, kan det resultere i en første uge af september med flot sensommervejr, solskin og fortrinsvis tørvejr!

Så vi skal bare lige holde ud denne uge, så er der altså lysere tider på vej, hvis prognoserne holder stik!