Spar på benzinen: 10 tips til at køre længere på literen

Generelle nyheder

05/12/2022

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skrevet af Kathrine Frich

Det er vejdirektoratet, der er ude med de ti gode råd

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Danmark står midt i en buldrende inflation, og for mange er det blevet en del af hverdagen at spare på strømmen og lede efter tilbud i supermarkedet. Der er også store besparelser at hente på bilen, hvis man kender til de tricks og fiduser, der kan udskyde den næste tur på tankstationen.

Det sætter Vejdirektoratet fokus på i en ny kampagne med sparetips til danskerne i december.

Starter kampagne

Sidder bildækkene skævt? Er dæktrykket korrekt? Og hvad er egentlig den mest optimale hastighed set med økonomiske briller? Har man styr på de spørgsmål, så kan det snildt være, at der står en god slat penge på opsparingskontoen, når året er slut.

Energikrise og inflation truer, og danskerne bliver fra alle sider opfordret til at spare på energien. Samtidig er energibesparende tiltag blevet en del af dagligdagen i hjemmet og på både offentlige og private arbejdspladser. Også ude i trafikken kan danskerne med fordel tænke over deres vaner, hvis de vil spare penge og være med til at udnytte deres brændstof bedst muligt.

Derfor lancerer Vejdirektoratet nu kampagnen ”Spar penge på vejen”, der indeholder 10 konkrete sparetips til privatbilisterne.

Godt for samfundet også

”Det giver rigtig god mening at tænke over sine kørevaner, for mange af os bruger i dag bilen per automatik i stedet for at overveje, om det nu også er nødvendigt at sætte sig bag rattet. Måske kunne man lade bilen stå og hoppe på cyklen ned til købmanden eller til forældremødet?" siger affdelingsleder Andreas Egense, Vejdirektoratet og fortsætter:

"Helt generelt kan mange trafikanter lære at køre mere økonomisk, blive bedre til at læse trafikken og så køre derefter. Man vil på den måde bruge mindre brændstof, og det vil for det første bidrage ganske positivt til ens privatøkonomi, men det vil også gøre en væsentlig forskel i forhold til vores samfunds behov for energi denne vinter, hvor vi oplever ressourceknaphed og stigende energipriser.”

10 gode råd

En sidegevinst ved at følge de 10 råd i kampagnen er, at brug af mindre brændstof er til gavn for klimaet i form af mindre CO2-udledning.

De 10 råd

  1. Kør jævnt

  2. Kom op i gear

  3. Sænk farten på motorvejen

  4. Spar på strømmen

  5. Undgå tomgang

  6. Tjek dit dæktryk

  7. Tjek bilens sporing

  8. Kør sammen

  9. Lad bilen stå

  10. Oplad når det er billigst

Størstedelen af de 10 sparetips er rettet mod ejere af benzin- og dieselbiler, da de udgør størstedelen af den danske bilpark. Men flere af rådene er også relevante for elbilsejere, der også er ramt af stigende energipriser og eksempelvis kan spare mange penge ved at oplade bilen, når strømmen er billigst

”Isoleret set betyder det måske ikke så meget, hvis man slukker for sædevarmen i bilen eller kører med det rette dæktryk. Følger man de 10 sparetips kan besparelsen imidlertid løbe op i flere tusinde kroner om året. Det er nemme penge at spare, uden at det behøver at gå væsentligt ud over ens rejsetid og komfort.” fortæller Andreas Egense,