Fredag bliver blæsende. Og i nogle dele af landet bliver den meget blæsende.
Faktisk er der en reel risiko for, at der vil komme vindstød, der nærmer sig orkanstyrke - altså mere end 32,6 meter i sekundet!
Årsagen til, at vi bliver rusket godt igennem af vejrguderne i dag er, at et lille lavtryk er ved at udvikle sig over Nordsøen. I takt med, at det bliver større, vil vindene omkring det også blive kraftigere.
Derfor kan man allerede i løbet af formiddagen få kraftig blæst op langs vestkysten af Jylland, særligt den sydlige del. Middelvindene kan nå op omkring hård kuling, og vindstødene kan nærme sig stormstyrke.
Umiddelbart ser det nu ikke ud til, at resten af landet kommer til at døje med lige så kraftig vind. Til gengæld kommer der forbipasserende regn til mange af os.
Tæt på storm, og endnu kraftigere vindstød
Efter middag og et par timer frem vil vinden blive endnu kraftigere, og i en periode vil middelvinden nå stormende kuling - mellem 20 og 23 meter i sekundet. Der skal derfor ikke meget til for at nå reel storm, hvor middelvindene skal være mindst 24,5 meter i sekundet.
Det er også i denne periode, at vindstødene kan nå op omkring 30 meter i sekundet, altså stærk storm. Definitionen på orkan starter ved 32,7 meter per sekund, så også her balancerer vi lige på grænsen.
Hvordan det hele reelt ender med at udvikle sig er svært at sige, da vejrmodellerne ikke giver de samme resultater.
Der er dog ikke meget, der tyder på, at resten af landet vil blive ramt af nær så kraftige vinde. Faktisk er der gode chancer for, at vindstødene ikke engang vil nå stormstyrke.
Det kan imidlertid stadig få konsekvenser for trafikken på broerne. Storebæltsbroen lukker for eksempel for vindfølsomme køretøjer, hvis vi når 15 meter i sekundet. Ser man på DMI's vindradar, ser det lige nu ikke ud til at blive et tema for trafikken, men prognoserne er som sagt uenige, så vi kan ikke vide os sikre.