Med en nat, hvor temperaturen nogle steder kom under fem grader, er der uden tvivl mange danskere, der har overvejet at tænde for gulvvarmen eller måske fyre op i brændeovnen.
Men hvis du har klaret dig gennem natten og torsdagen uden at gå til af kulde, selvom du ikke har tændt for varmen endnu, gør du klogt i lige at bide det næste halve døgn i dig også.
For efter en række kølige nætter og dagtemperaturer, som ikke ligefrem har skreget "sommer", ser det ud til, at vi går en anderledes god weekend i møde.
Der er nemlig højtryk både syd og nord for Danmark, som ihærdigt prøver at holde fronter og regn væk fra landet, og hen over weekenden ser det ud til at missionen lykkes.
Kun natten til fredag kommer der lidt regn i de nordvestlige egne, og ellers byder weekenden på tørvejr og varierende mængder af sol og skyer.
Sådan bliver weekenden
Fredag byder i den nordvestlige del af landet først på skyer og måske lidt regn, men ellers bliver det gørt og med nogen eller en del sol landet over.
Temperaturmæssigt kan vi regn med mellem 17 og 21 grader, og vi får også dejligt solrige aftener samt tørre nætter med klart vejr og tocifrede temperaturer. Vinden bliver svag til jævn fra sydøst og syd.
Lørdag fortsætter de gode takter med nogen eller en del sol, dog med risiko for enkelte byger over Jylland. Temperaturerne bliver en gentagelse af fredag, og aftenen kommer også til at minde om fredagens ditto.
Nattetemperaturerne kommer dog lidt længere ned til mellem 8 og 14 grader, ligesom vi også skal regne med mere vind (let til frisk), som også skifter retning til nordvest og nord.
Weekendens slutter af med mere sol og temperaturer mellem 15 og 20 grader søndag. Det bliver varmest i de sydlige dele af landet, og vinden mister lidt af pusten fra natten, så den bliver svag til jævn, stadig fra nord og nordøst, inden den drejer til øst og tager lidt til i styrke igen.
Ellers en tør og til dels klar nat, igen med tocifrede temperaturer. I løbet af nattetimerne tager vinden imidlertid til og bliver jævn til hård.
Blæst og regn i næste uge
Selvom mandagen lægger ud med tørvejr og en del eller nogen sol, kommer der senere på dagen udbredt regn op over os fra sydvest - og det bliver desværre temmeligt kendetegnene for den første del af næste uge.
For selvom temperaturerne stadig holder sig oppe omkring de 20 grader, skal vi regn med mere vind, ligesom der også kommer skyer, hvor der også vil være vand i flere af dem.
Faktisk slutter DMI sin 7-døgnsprognose af med at konkludere, at onsdag og torsdag fortsætter blæsende og ustadigt med regn og byger, men at temperaturerne holder sig mellem 16 og 21 grader i dagtimerne.