Rekordmange børn gør det denne måned - og du kan hjælpe dit barnebarn

Generelle nyheder

01/10/2023

Foto: Børns Vilkår
Foto: Børns Vilkår

Skrevet af J. Bøgen

Det er en perfekt måde at gøre noget godt og få noget kvalitetstid ud af det!

Den kommende måned vil 87.000 børn over hele landet bage og sælge kager og brød til fordel for BørneTelefonen.

Inden længe breder sig en duft af kanel og kardemomme på flere end 3.000 skoler, daginstitutioner og i private hjem over hele landet, for i dag skydes årets Bag for BørneTelefonen i gang. Måneden igennem vil børn være med til at bage kager og brød, alt imens de inviteres til at tale om, at når noget er svært, skal man dele det med en voksen.

Bag for BørneTelefonen er en årlig tilbagevendende indsamlingsbegivenhed, der er blevet afholdt siden 2005. Alt det, børnene bager, bliver solgt til familie, naboer og venner, og pengene fra salget går til at sikre, at rådgiverne på BørneTelefonen kan være der døgnet rundt for børn og unge, der har det svært.

”Jeg er dybt imponeret over, at vi igen i år kan engagere så mange børn og voksne i at bage til fordel for BørneTelefonen. Jeg håber, at de mange tilmeldte får nogle sjove dage med bagning - og får solgt alt deres bagværk. Det er rart for børn at vide, at de kan være med til at hjælpe andre børn. Og så er projektet desuden en god anledning til at få talt om, hvad man kan bruge BørneTelefonen til, og at det er vigtigt at bede om hjælp, hvis man har problemer,” siger Rasmus Kjeldahl, direktør i Børns Vilkår.

Vækker børnenes interesse

Terslev Børnehus i Haslev er en af de mange institutioner, der har tilmeldt sig årets Bag for BørneTelefonen. Her glæder både børn og voksne sig til at gå i køkkenet for den gode sag:

"Det gør et stort indtryk på os, at så mange børn og unge hver dag henvender sig til BørneTelefonen. Vi ser derfor Bag for BørneTelefonen som en rigtig god mulighed for at være en del af det fællesskab, der bidrager til at opretholde og udvikle rådgivningslinjen. Desuden synes børnene her i børnehaven, at det er rigtig sjovt at bage og på den måde hjælpe andre børn,” siger Karina Hvid, der er afdelingsleder i Terslev Børnehus.

Ved sidste års Bag for BørneTelefonen blev der solgt bagværk for 2,2 millioner kroner, som Børns Vilkår bl.a. har brugt på at rekruttere og uddanne flere frivillige rådgivere til at bemande BørneTelefonen.

I 2022 havde BørneTelefonen flere end 60.000 samtaler med børn og unge om alt fra forelskelse, mobning, ensomhed og selvmordstanker. Det er det højeste antal nogensinde.

Erhvervslivet bakker op

Bag for BørneTelefonen er hjulpet godt på vej af flere virksomheder, der gerne vil bakke op om de mange børn, der samler ind til BørneTelefonen.

Dr. Oetker og Sweetkitchen har sponsoreret en del af indholdet i de bagepyntepakker, alle tilmeldte får udleveret. De indeholder bl.a. gær, krymmel, kagemousse, opskrifter, flag og balloner. 

I år samarbejder Børns Vilkår også med Gyldendal, som stiller platformen madkundskab.gyldendal.dk til rådighed, så alle landets 5. og 6. klasser kan bage for BørneTelefonen, når de har madkundskab.

Bage-ambassadører 2023

I år har Bag for BørneTelefonen allieret sig med Sisse Sejr-Nørgaard, der er journalist, podcastvært og forfatter til En køkkenbog, og Emil Obel, der er kendt for at have vundet Den store bagedyst, og som har udgivet flere bøger bl.a. Festlige og fantasifulde kageborde.

De to udgør årets officielle bageambassadører og er begge klar til at gå i køkkenet og lave noget larm for årets Bag for BørneTelefonen. I løbet af de sidste måneder har de bl.a. udgivet opskrifter, der er særligt udviklet til Bag for BørneTelefonen 2023.