Rejsekortet på vej ud - bliver erstattet af app

Generelle nyheder

06/12/2023

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skrevet af J. Bøgen

Planen er, at det fysiske kort simpelthen skal være fortid.

Hvis du er en af de mange danskere, der i skyndingen ikke lige når at få tjekket ud på Rejsekort-standeren, når du træder af bussen/toget, behøver du snart ikke længere banke dig selv oven i hovedet over det.

For Rejsekortet er nemlig på vej ud - altså det fysiske kort.

I 2024 får Rejsekortet nemlig sin egen app, som gør det muligt for dig at tjekke ind og ud via telefonen.

Det oplyser Rejsekort og Rejseplan ifølge DR.

Kompliceret løsning

I disse tider, hvor man kan stort set alt med telefonen (for eksempel betale, arbejde og tage billeder i utrolig kvalitet), kan det måske virke besynderligt, at der ikke er kommet en digital løsning tidligere.

Årsagen til dette er imidlertid, at det ikke er så ligetil at lave en app, der kan løse netop de udfordringer, der kan være med Rejsekortet.

"Dels er det ret kompliceret at lave den her løsning, fordi det kræver særlige GPS-signaler. Og så har vi 3,3 million kunder med rejsekort, derfor har vi forberedt det her grundigt," forklarer direktør Kasper Schmidt til DR.

Men nu burde det altså være sikkert, at de første passagerer i løbet af 2024 får mulighed for at benytte appen.

Kortet forsvinder

Det vil stadig være muligt at bruge det fysiske rejsekort, men det er meningen, at det skal udfases, så der i fremtiden ikke vil findes et egentligt fysisk Rejsekort.

Det kan imidlertid skabe problemer for de rejsende, der ikke nødvendigvis har en smartphone eller ikke er så teknisk kyndige.

Kasper Schmidt understreger, at selskabet er opmærksom på de udfordringer, der eventuelt vil dukke op i takt med udfordringen, og at man er i gang med at udvikle et alternativ til Rejsekort-appen.

Hvad den alternative løsning bliver, nævner han dog ikke noget om.