Opfordring til trafikanter: Disse danskere skal lade bilen stå de næste dage

Generelle nyheder

04/01/2024

Foto: Presse-fotos.dk
Foto: Presse-fotos.dk

Skrevet af J. Bøgen

Torsdagens vejrskifte giver nye udfordringer.

Det kommende døgn skifter vejret, og ifølge DMI er der frost på vej til store dele af Danmark.

Det vil medføre en ny trafiksituation, hvor sneen fryser til is, og i kombination med regn kan det resultere i spejlglatte veje.

Vejdirektoratet anbefaler derfor alle trafikanter til at tænke sig om, inden de bevæger sig ud i trafikken, mens trafikanter med sommerdæk bør overveje at lade bilen stå i de dele af landet, hvor der er vinterføre.

Følg politiets anvisninger

Onsdagens vejr har skabt en meget voldsom og ekstraordinær situation på vejene i store dele af Danmark, hvor mange trafikanter og lastbilchauffører fortsat sidder fast ude på vejene.

Det er meget vigtigt, at man følger de lokale politikredses anvisninger, herunder at undgå unødig udkørsel, hvor det er anbefalingen.

Vejdirektoratet har alle sneplove og saltspredere ude, men det er ingen garanti for, at der ikke er glat. Glatføre kan ikke altid ses. Kør derfor forsigtigt, også selv om vejen umiddelbart ser fin ud.

Hvis du begiver dig ud på vejene, så kør yderst forsigtigt, hold afstand, kør efter forholdene og kør hjemmefra i god tid.

Og husk at du på Trafikinfo.dk og Vejdirektoratet Trafikinfo på X (tidligere Twitter) kan følge med i den lokale vejr- og trafiksituation.

Alle er kaldt ind

På grund af ekstraordinær travlhed kan det i øjeblikket være vanskeligt at komme i kontakt med Vejdirektoratets Trafikcenter, der prioriterer opkald fra politi og beredskab.

Vejdirektoratet har forståelse for, at mange trafikanter befinder sig i en vanskelig situation.

Alt mandskab og alle vogne er kaldt ud, og der arbejdes på højtryk for at gøre vejene farbare.

Læs mere på Trafikinfo.dk

Følg Vejdirektoratet Trafikinfo på X