Denne uge er startet med to vidunderlige dage rent vejrmæssigt, så her på redaktionen håber vi, du har nydt dem i fulde drag.
Hvis du ikke har nået det endnu, har du dog stadig muligheden de næste dage, inden det bliver afløst af det vejr, vi kender alt for godt fra sommeren anno 2024.
Det højtryk, der har givet dejligt vejr til Danmark, bliver nemlig svækket løbende, og nu er det desværre ved at være på et niveau, hvor højtrykket på vige - og det betyder ustadigt vejr, igen igen.
Onsdag
Ifølge DMI får vi dog først en onsdag med tørt vejr og en del sol, men formiddag vil stedvis være mere skyet. Samtidig er der også i morgentimerne risiko for lokale tågebanker, så pas på, hvis du skal ud at køre.
Temperaturerne når op mellem 17 og 23 grader, varmest i den sydlige del af landet.
I aften bliver det tørt med en del sol, og i nat får vi mest klart vejr, dog med en lille risiko for lokale tågebanker. Temperaturerne ryger ned mellem 8 og 15 grader, køligst i det indre af Jylland.
Torsdag
I morgen bliver det også en tør dag med lidt eller nogen sol, og temperaturerne vil igen nå op mellem 18 og 23 grader.
Torsdag aften vil give nogen eller en del sol, så det kan være, man skal få luftet grillen, inden weekendvejret rammer.
Natten til fredag bliver overvejende klar, men i den sydlige del af landet vil det blive mere skyet, og der kan stedvist også komme lidt regn.
Temperaturerne ryger ned melle 11 og 16 grader.
Fredag
Ugens sidste hverdag byder på mere af det samme som de fire foregående, nemlig tørt vejr og lidt eller nogen sol.
Mod nord og øst klarer det endda op og kan give en del sol, og i hele landet kan man regne med temperaturer op mellem 17 og 22 grader.
Fredag aften bliver mest tør med nogen sol de fleste steder, inden natten til lørdag bringer letskyet til skyet vejr med sig.
Temperaturerne når ned mellem 11 og 17 grader.