Namibia har sat 170 elefanter på auktion

Generelle nyheder

26/03/2022

Det er elefanter som dem her i Tanzania, den namibiske regering har indfanget, og nu eksporterer til zoologiske haver i blandt andet oliestaten Forenede Arabiske Emirater. Foto: World Animal Protection.
Det er elefanter som dem her i Tanzania, den namibiske regering har indfanget, og nu eksporterer til zoologiske haver i blandt andet oliestaten Forenede Arabiske Emirater. Foto: World Animal Protection.

Skrevet af Redaktionen

Namibia har udbudt 170 elefanter på auktion til højestbydende, og har allerede indfanget de første vilde elefanter, der er solgt til livslang indespærring. Det skriver World Animal Protection Denmark i en pressemeddelelse.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Det seneste år har Namibias skov-myndigheder haft travlt med at jage vilde elefanter fire forskellige steder i det store sydvestlige afrikanske land med henblik på at eksportere dem til andre lande.

En af køberne er den mellemøstlige oliestat, Forenede Arabiske Emirater, der har købt de indfangede elefanter som ny attraktion i en eller flere af landets zoologiske haver.

Auktionen og salget af de vilde elefanter har resulteret i internationale protester fra en lang række dyreorganisationer, der anser indfangningen og handelen med elefanterne for uetisk og moralsk forkastelig i forhold til de vilde dyrs liv og velfærd.

“At indfange vilde elefanter med det ene formål, at de skal leve resten af deres liv bag tremmer i en zoologisk have, er inhumant og ufatteligt respektløst overfor de dyr som er berørt. De har ret til et frit liv i naturen, langt væk fra den sørgelige realitet der nu venter dem,” siger Stephanie Kruuse Klausen, kampagneansvarlig for World Animal Protection DK.

Eksporten af de vilde namibiske elefanter er også på kant med internationale aftaler om handel med vilde dyr, særligt bestemmelserne i CITES, der specifikt forbyder kommerciel eksport af vilde elefanter til lande uden for Afrika. En aftale som også Namibia har tiltrådt.

Derfor appellerer World Animal Protection International til landets regering om at annullere deres planer, og sætte de vilde elefanter fri.

Samtidig har organisationen, sammen med en lang række andre dyreorganisationer, sendt en skarp protest til Namibia, hvor de stiller spørgsmålstegn ved både lovligheden og etikken bag de kontroversielle elefanthandler. 

“Det er inhumant, at dømme vilde dyr til et liv bag tremmer, hvor deres behov aldrig kan imødekommes. Det er ikke for sent for myndighederne i Namibia, at gøre det godt igen, og sætte de tilfangetagne elefanter tilbage i naturen, hvor de hører til. Men uret tikker,” siger Jan Schmidt-Burbach, der er chef for World Animal Protections internationale afdeling for dyrevelfærd og research.