Det seneste år er 906 biler beslaglagt under de regler om vanvidsbilisme, der blev indført den 1. april 2021. Det betyder samtidig, at der på de første to år er blevet beslaglagt hele 1.902 biler.
Det viser en ny opgørelse, som Rigspolitiet har udleveret til Gjensidige.
Målsætningen med lovændringen var at nedbringe antallet af bilister, der udviser særlig hensynsløshed i trafikken, kører stærkt påvirket eller kører væsentligt hurtigere end det tilladte. Loven har fx givet politiet mulighed for at beslaglægge en bil, hvis føreren har kørt med en hastighed på mere end 100 procent af det tilladte, eller har en promille på over 2,00 under kørsel.
Opbakningen er stadig stor
Mens det store antal beslaglagte biler og sigtelser for vanvidsbilisme viser, at loven er med til at nedbringe antallet af vanvidsbilister på vejene, så er opbakningen til loven fortsat stor i befolkningen. Et overvældende flertal af danskerne mener nemlig, at loven er retfærdig, og at den samtidig er med til at nedbringe antallet af de såkaldte vanvidsbilister.
Det viser en ny undersøgelse, som Kantar Gallup har lavet for Gjensidige,
Her svarer hele seks ud af ti, at det i alle tilfælde er retfærdigt, at en bil brugt til vanvidsbilisme kan blive beslaglagt, mens hver tredje mener, det kan være retfærdigt i nogle tilfælde. Kun 2 procent erklærer sig som modstandere af reglerne.
De mange beslaglagte biler og den store opbakning til lovgivningen overrasker ikke Henrik Sagild, der er direktør for skade i Gjensidige.
"Vi ser desværre stadig sager, hvor bilister kører voldsomt hensynsløst og udsætter uskyldige for fare, og hver gang de sker, er det en påmindelse om, hvorfor det giver mening at slå så hårdt ned på den slags adfærd i trafikken," siger han.
Har haft en positiv effekt
I undersøgelsen fra Kantar Gallup mener 66 procentaf ad adspurgte, at loven om vanvidskørsel har haft en positiv effekt, mens 15 procent er afvisende og 19 procent er i tvivl.
Ifølge Henrik Sagild er den større splittelse omkring effekten af loven et udtryk for, at der er en generel forståelse for, at man sjældent kan sætte straffe, der vil fjerne lovovertrædelser fuldstændigt.
"I og med, at vi stadig ser de her sager med vanvidsbilister, så er problemet jo ikke fuldstændig løst, men der er tilgengæld en langt mere målrettet og hård sanktion overfor dem, der udsætter uskyldige for fare, hvilket et flertal mener, står mål med lovovertrædelsen," siger han.