Mere regn i sigte: Sådan slutter foråret af vejrmæssigt

Generelle nyheder

29/05/2024

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skrevet af J. Bøgen

Fra på lørdag er det, ifølge kalenderen, sommer!

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Det kan næsten virke som et fjernt minde.

Man kan endda blive i tvivl om, hvorvidt det faktisk er noget, man har drømt.

Men faktum er, at det altså ikke er mere end en uge siden, tørkeindekset for Danmark lå på 7,5 af 10 efter en lang periode med masser af sol, høje temperaturer og minimalt med nedbør.

Klip så til denne uge, hvor tørkeindekset er kommet helt ned under 6 (5,8) på landsplan efter en uge med ustadig vejr, masser af skyer og ikke mindst en hulens masse regn og torden.

Ja, maj-vejret er i den grad vendt på en tallerken, men hvad byder slutningen af måneden på?

Onsdag

Ifølge DMI får vi i dag først på dagen lidt sol i de nordlige og østlige dele af landet, og ellers bliver det endnu en skyet affære med regn og byger.

På Bornholm holder det dog tørt og der kommer nogen sol. Temperaturerne for hele landet vil ligge mellem 15 og 18 grader.

I aften og i nat fortsætter regnen med at falde, enten i form af vedvarende regn eller byger, mod nord og øst, men ellers bliver det tørt. Temperaturerne vil ligge mellem 11 og 15 grader.-

Torsdag

I morgen får vi spredte byger og lidt sol, men sidst på dagen klarer det op med nogen sol mange steder.

Temperaturerne vil ligge mellem 15 og 20 grader.

Natten til fredag bliver det stort set tørt med vekslende skydække, men med risiko for stedvis tåge. Temperaturerne falder til mellem 8 og 14 grader.

Fredag

På årets sidste forårsdag (i hvert fald ifølge kalenderen) får vi spredte byger, men der kommer også perioder med nogen sol.

Temperaturerne vil ligge mellem 18 og 22 grader.

Natten til lørdag bliver tør og klar med temperaturer mellem 11 og 14 grader.