En pause fra regnen? Sådan bliver weekendvejret

Generelle nyheder

17/11/2023

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skrevet af J. Bøgen

Er jeg den eneste, der godt kunne bruge lidt tørvejr efter den torsdag?

Efter en særdeles våd torsdag, hvor Amager og dele af København fik hele 66 mm regn i løbet af 24 timer, er der nok mange, der sukker efter en pause fra nedbør.

Men vi er jo i Danmark, og det er jo efterår, så det er på ingen måde sikkert, vi får sådan en pause - eller hvad?

Nej, sikkert er det ikke, men der er alligevel grund til optimisme, når vi tager et kig på DMI's prognoser for weekendvejret.

Svækket lavtryk

Den megen nedbør torsdag skyldes et lavtryk, der gennem hele dagen lå næsten stille øst for Møn.

Fredag er samme lavtryk noget svækket, og på vej mod sydøst, ned over Polen. Det vil stadig giver mange skyer og lidt spredt regn og byger til den østlige del af landet, men der vil kun være tale om 1-cifrede nedbørsmængder.

Generelt bliver fredag mest skyet og stedvis lidt regn eller byger, men i Nord- og Vestjylland tørt og efterhånden lidt sol. Temperaturer mellem 3 og 7 graders varme og svag til jævn vind mellem nord og øst, ved kysterne stedvis frisk eller hård vind.

I aften og i nat mod sydøst vil der stadig være stedvis regn, men ellers bliver det tørt, og der burde også være mulighed for noget stjernekigning, da det bliver delvist klart. Der vil dog være risiko for rimtåge, særligt i Jylland. Temperaturerne ryger ned mellem 3 graders frost og 5 graders varme, koldest i Jylland.

Sådan bliver weekenden

Lørdag byder på lidt eller nogen sol og tørt vejr, men i løbet af eftermiddagen bliver det skyet vestfra. Bornholmerne vil dog blive udsat for enkelte byger dagen igennem. Temperaturerne vil ligge mellem 3 og 6 graders varme.

Om aften og natten kommer der skyer ind over landet vestfra, og det betyder regn og lokalt måske endda slud. Temperaturerne kommer ned mellem frysepunktet og 5 graders varme, og så skal man forvente en betragtelig vind af hård styrke, ved kysterne op til kuling.

Søndag starter vådt med udbredt regn, men det klarer op fra vest med mulighed for lidt sol, men også byger. Temperaturerne stiger til op mellem 7 og 10 grader.

Om aftenen og natten til mandag får vi igen skyer med regn ind vestfra, og temperaturerne ryger ned mellem 4 og 8 graders varme.