Lidl donerer gratis drikkevarer og snacks

Generelle nyheder

25/04/2022

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skrevet af Rikki Jørgensen

Nu støtter Lidl en god sag.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

For 11. år i træk afholder Danske Hospitalsklovne Klovneløb, og i år donerer Lidl snacks og drikkevarer til løbene i hele 56 danske byer. Her mødes familier og venner og løber for at samle penge ind, så endnu flere hospitalsklovne kan gøre en forskel for indlagte børn og unge på hospitaler i Danmark.

Fra d. 23. april og frem til d. 18. september afholdes de årlige Klovneløb på tværs af Danmark. Klovneløbene har til formål at samle familier og venner til en hyggelig dag i en god sags tjeneste. Ved løbene samles der ind til den landsdækkende forening Danske Hospitalsklovne, så endnu flere hospitalsklovne kan komme ud og glæde børn og unge, der må opholde sig på landets hospitaler i kortere eller længere perioder.

Til alle Klovneløb vil der være en rute mellem en og tre kilometer, som de fleste kan gå eller løbe med på. For de mere drevne løbere vil der i udvalgte byer være mulighed for at løbe længere distancer. Bliver man tørstig og småsulten af løbeturen, vil der i alle byer være gratis drikkevarer og snacks med kærlig hilsen fra Lidl. 

Det oplyser Lidl Danmark i en pressemeddelelse. 

”Hos Lidl ønsker vi at bidrage til det samfund, vi er en del af – og Danske Hospitalsklovne er en hjertesag for os. Derfor er vi glade for at kunne donere snacks og drikkevarer til årets Klovneløb, som muliggør at endnu flere Danske Hospitalsklovne kan komme ud og sprede glæde og latter blandt indlagte børn og unge på landets hospitaler,” siger Jens Stratmann, der er adm. direktør i Lidl.

En sjov dag i den gode sags tjeneste

Klovneløbet er for alle – uanset om man vil gå, rulle eller løbe. Her er det vigtigste, at man får en sjov og hyggelig dag, mens man bidrager til en god sag. En billet koster 70 kr., hvor 63 kr. går direkte til hospitalsklovnenes besøg på børneafdelingerne. De resterende syv kr. går til den lokale arrangør, hvis vedkommende ønsker dette.

”Opbakning igennem donationer og tilmeldinger betyder en verden til forskel for os. Danske Hospitalsklovne arbejder for at møde og styrke indlagte børns livsglæde og livsmod, men da vi er en velgørende forening, er vi afhængige af økonomisk støtte fra virksomheder som Lidl. Så vi er meget glade for, at Lidl bidrager til Klovneløbene og dermed vores arbejde. Vi håber, at mange vil komme og være med,” udtaler Tania Dethlefsen, direktør for Danske Hospitalsklovne.