Det nye år er kun lige gået i gang, men allerede nu kommer DMI med årets første kategori 2-varsel om farligt vejr.
For mens jul og nytår blev en ret grå, kedelig og regnvåd affære, så sker der altså ting og sager rent vejrmæssigt her fra starten af 2024.
Under varsler skriver DMI, at de seneste vejrprognoser fra mandag aften viser, at Danmark bliver ramt af "store vejrmæssige udfordringer" i løbet af onsdag, men det bliver forskellige typer af udfordringer.
Lavtryk den store joker
Kategori 2-varslet fra DMI, som er et varsel om reel snestorm, gælder lige nu "kun" for Nordjylland. Resten af landet skal være opmærksom på risiko for kraftig regn.
Men præcist hvor stor en del af landet, der risikerer at blive ramt af store mængder sne, er stadig usikkert. Årsagen hertil er, at det lavtryk, der skal ind over Danmark, kan tage flere forskellige baner ifølge de forskellige prognoser.
Og da nedbøren nord for det famøse lavtryk vil falde som enten sne, tøsne eller slud, er banen altså ret afgørende for, hvor meget af Danmark, der bliver ramt af snevejret.
Definitionen på snestorm er, at der falder mere end 10 cm sne på seks timer, og at middelvinden er over 10 m/s.
Op til 50 mm regn
De steder i landet, som ikke bliver ramt af sneen, bør imidlertid stadig forberede sig på en noget udfordrende vejrdag.
Nedbøren vil godt nok mest falde som regn (potentielt som tøsne eller slud), men det er mængderne, der kan give udfordringer.
For ifølge DMI skal man fra sent tirsdag aften og hele onsdagsdøgnet regne med, at der typisk kommer til at falde mellem 15 og 30 mm nedbør - lokalt mellem 30 og 50 mm!
Det giver altså risiko for oversvømmelser og meget af det andet, vi har været plaget af i løbet af efteråret.