Interaktivt kort: Her blev flest danskere skilt sidste år

Generelle nyheder

06/10/2023

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skrevet af J. Bøgen

Der er særligt nogle områder, der skiller sig ud

I 2022 blev 12.319 personer skilt i Danmark - et lille fald fra 2021 - men der er stor forskel på, hvor i landet skilsmisserne er flest, viser tal fra Danmarks Statistik.

“Der er generelt mange skilsmisser i Danmark, men det er dog positivt at se, at der trods alt har været et llille fald i antallet af skilsmisser på landsplan”, siger Henriette Rendbæk Jønsson, grundlægger og rådgiver hos Lavendla

Faxe Kommune må tage den kedelige bundplacering, som den kommune, hvor der var flest skilsmisser i 2022 pr. 1.000 gifte indbyggere i kommunen Med ret stort forspring til Kalundborg og Guldborgsund, som udgør resten af bund 3, udmærker de sig med 8 skilsmisser pr. 1.000 gifte indbyggere i kommunen.

Landsgennemsnittet ligger til sammenligning på bare 5,3 skilsmisser pr. 1.000 gifte indbyggere. 

Her kan du se, hvilke 5 kommuner, der havde flest skilsmisser per 1.000 gifte indbygger i 2022:

København - 6,9

Brøndby - 6,9

Guldborgsund - 7,0

Kalundborg - 7,1

Faxe - 8,0

En mere tilbagetrukket tilværelse kan være godt for familielivet

Når man omvendt kigger på, hvor i Danmark færrest bliver skilt, springer ø-kommunerne i øjnene. Indbyggere på de danske øer bliver nemlig skilt i langt mindre grad. Fanø Kommune og Ærø Kommune kan således prale af de laveste tal med hhv. 2 og 2,4 skilsmisser pr. 1.000 gifte indbyggere, mens andre ø-kommuner som Samsø og Langeland Kommune også sniger sig med i top 15.

“At netop ø-kommunerne har de laveste tal, kunne jo tyde på, at et valg om en mere tilbagetrukket tilværelse med mere tid til hinanden kan være godt for familielivet", pointerer Henriette Rendbæk Jønsson.

Her kan du se, hvilke 5 kommuner der havde færrest skilsmisser per 1.000 gifte indbygger i 2022:

Fanø - 2,0

Ærø - 2,4

Dragør - 2,7

Lemvig - 3,6

Allerød - 3,6