Højhuse kan brase sammen i vind - beboere i København skal evakueres

Generelle nyheder

27/10/2022

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skrevet af J. Bøgen

Statistisk set forekommer de farlige vindstyrker mindst en gang om måneden i Danmark.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Efteråret er næsten garant for blæst, men det kan ende med at blive mere end et irritationsmoment i år.

I hvert fald for 149 familier, der bor i tre af Bellahøjhusene i Københavns Kommune.

Man har nemlig fundet ud af, at bygningerne er bygget forkert - og det betyder, at de ikke kan holde til vind, der kommer over 11-12 meter i sekundet, det, der kaldes hård kuling.

Det er Samvirkende Boligselskaber, der bestyrer de tre højhuse, og i tæt samråd med Københavns Kommune har man besluttet at genhuse beboerne. Det skriver boligselskabet i en pressemeddelelse.

Men indtil genhusningen kan blive gennemført, vil de 149 familier blive evakueret fra deres hjem, når vinden nærmer sig det faretruende niveau, hvilket den statistisk set når op på mindst en gang om måneden.

"Genhusning er en stor indgriben i den enkelte beboers liv og dagligdag, men vi står beklageligvis i en situation, hvor vi som ansvarlig organisationsbestyrelse ikke ser andre muligheder. I Samvirkende Boligselskaber er vi optaget af, at genhusningen kommer til at foregå så hensynsfuldt som muligt for beboerne. De berørte beboere er inviteret til informationsmøder, hvor vi taler forløbet igennem, og der vil herefter være individuelle forløb," lyder det i pressemeddelelsen.

Beredskabet for evakuering af husene er allerede etableret, eftersom tidligere ingeniørundersøgelser har afdækket konstruktionsfejl, dog i væsentlig mindre omfang end de nye beregninger. For de øvrige Bellahøjhuse i Samvirkende Boligselskaber gælder et varslingsniveau på stærk storm og orkan.

Samvirkende Boligselskaber er en del af KAB, som er en sammenslutning af almene boligselskaber. Samlet administrer KABs selskaber omkring 65.000 lejeboliger i København og omegn.