Første i verden: Bilka i Odense med ny og banebrydende investering

Generelle nyheder

31/03/2022

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skrevet af Redaktionen

I Bilkas varehus i Odense vil man snart kunne støde på en verdenssensation i form af 10 robotter.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Salling Group - som udover at eje og drive Bilka blandt andet også står bag Netto og Føtex - har nemlig ifølge Fyens Stiftstidende indgået et samarbejde med den fynske virksomhed 'Coalescent Mobile Robotics'.

Herfra har de investeret i 10 selvkørende robotter, som skal hjælpe varehuset i Odenses medarbejdere med at fuldføre Bilka To Go's mange ordre.

Servicen, hvor Bilkas ansatte pakker varerne for kunden, er nemlig blevet utrolig populær siden coronaens indtog i Danmark, og Bilka i Odense har således alene cirka 500 bestillinger om dagen. 

Disse bestillinger er tidskrævende for de mange medarbejdere, som bruger cirka 40 procent af tiden på at køre vognene fra lageret og ud i butikken og fra butikken og tilbage til lageret, men det skal de 10 nye robotter sætte en stopper for. 

Robotternes formål er nemlig at køre tomme vogne ud til forudbestemte områder i butikker og så køre fyldte vogne tilbage til lageret, så de ansatte blot skal fylde vognene. 

De 10 robotter er de første af sin slags i verden, som er blevet taget i brug i et supermarked, og står det til Thomas Greve, der er Salling Groups ansvarlige for samarbejdet, og Clionadh Martin, der er stifter af firmaet, så er det kun starten. 

"Det her er blot første etape. Når vi er kommet godt i gang og har fået prøvet tingene af, er der mange flere opgaver, som vi gerne vil have robotterne til at klare," har Thomas Greve således udtalt og forklaret, at de bevidst starter med simple opgaver. 

Det skyldes primært, at de er nervøse for sikkerheden, da robotterne er selvkørende og skal navigere blandt tusindvis af kunder og ansatte, hvilket også er årsagen til, at de starter med at bruge dem i Bilka, som har store og brede gange. 

I fremtiden håber Salling Group dog på, at robotterne kan bruges til flere forskellige opgaver og i alle deres butikker.

Thomas Greve har således forklaret, at det for eksempel er et mål at udvikle robotterne, så de kan sætte tomme kundevogne på plads og fortælle personalet, når en hylde er tom. 

Derudover er det også målet, at de selv skal kunne tage varer ned fra hylderne og derved gøre 'Bilka To Go'-servicen fuldstændig automatisk.